Den søde juletid er ikke lige sød for alle, og op mod jul sørger Frelsens Hær for, at fattige familier får hjælp til at klare sig.
Men den kristne organisation oplever i stigende grad, at det er muslimer, der kommer og beder om hjælp.
Organisationen vurderer selv, at der i år er 25-30 procent flere muslimer, der henvender sig, sammenlignet med sidste år - og det er fortrinsvis kvinder.
Religion spiller ingen rolle
En af de muslimske kvinder, der kommer hos Frelsens Hær, er irakiske Nisrin Ali Mohammad. For hende spiller det religiøse aspekt ingen rolle. Det handler om venner og menneskelig varme.
- Hver onsdag mødes vi i en kvindegruppe med folk fra alle mulige forskellige lande. Vi er venner. Vi sidder her og snakker, fortæller Nisrin Ali Mohammad.
- Jeg er meget glad for at komme her, siger hun.
Donorer trækker sig
Det falder ikke i god jord hos alle, at Frelsens Hær hjælper muslimer. Organisationen får vrede henvendelser fra folk, og donorer trækker sig.
Men det er der ikke noget at gøre ved, for det er et spørgsmål om trang - ikke om tro. Det siger informationschef Lars Lydholm.
- Julens budskab handler om glæde og også den glæde, vi giver til andre. Der er nogle, der skriver til os, om vi virkelig giver julehjælp til muslimer - for de holder jo ikke jul. Men vi har kun det kriterium, der hedder fattigdomskriteriet. Vi hjælper alle, uanset hvilken religion de har.
Derfor er det heller ikke et spørgsmål om at få omvendt de muslimer, der henvender sig.
- Frelsens Hær er en kristen kirke, men vi bruger ikke julehjælpen til at indoktrinere folk. Vi tror, at det kristne budskab også viser sig i ord, gerning og ved at hjælpe folk, siger Lars Lydholm.
Ramt af finanskrisen
Selv om der er skepsis over hjælpen til muslimer hos nogle af Frelsens Hærs faste donorer, er det dog ikke det, der gør, at organisationen mangler 1,2 millioner i donorbidrag i forhold til sidste år.
- Vi er ramt både ekstra udgifter og faldende indtægter. Flere udgifter fordi ekstra mange mennesker i år har brug for vores julehjælp, og faldende indtægter på grund af finanskrisen, siger Lars Lydholm.
Han glæder sig dog over, at donorstøtten fra private ikke ser ud til at gå samme vej.
- Men vi appellerer til, at almindelige danskere vil give os en ekstra håndsrækning. Det bliver dem, der skal redde julen for de trængende i år.
6000 familier får hvert år gavn af Frelsens Hærs julehjælp.