Muslimerne er vilde med Helle Thorning

Socialdemokraterne har en klarere strategi og en bedre politik. Det mener en af de 58,3 procent af alle muslimske vælgere, der vil stemme på Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne har en klarere strategi og en bedre politik. Det mener en af de 58,3 procent af alle muslimske vælgere, der vil stemme på socialdemokraterne.

Capacents undersøgelse for DR, Din muslimske nabo, viser, at især Socialdemokraterne har solidt tag i de muslimske vælgere.

En af dem er Abareess Marashe, der arbejder som pædagog. Når hun skal begrunde sin støtte til Helle Thorning og Socialdemokraterne, så handler det kun meget lidt om religion.

- Socialdemokraterne har en god strategi på alle områder. Inden for religion, børnefamilier, uddannelse, ældreområdet, udlandspolitik, indvandrere - på alle områder kan man se, at de har en god politik, siger Abareess Marashe.

Helle T klarede Muhammedkrisen bedst

Hun mener også, at Helle Thorningi den aktuelle finansielle krise er klarere om sit partis strategi end regeringen er om sin.

Også når det handler om håndteringen af Muhammedtegningerne finder Abareess Marashe, at Helle Thorning klarede sig bedre end daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

Selvom den røde blok blandt muslimer ligger til at få lige under 90% af stemmerne, så mener Abareess Marashe ikke, at man kan sige at muslimer generelt er ræverøde.

Hun erkender, at mange muslimer ikke er så engagerede i politik, men når de stemmer som de går, så håber hun, at det er fordi de tager aktivt del i samfundet.

- Vi er også på arbejdsmarkedet, vores børn går i institutioner. Vi er blandet ind i det danske samfund, så det er ikke kun fordi vi er muslimer, slutter Abareess Marashe.

Facebook
Twitter