Muslimernes Fællesråd tager afstand fra terror

Muslimernes Fællesråd tager afstand fra det fejlslagne terrorforsøg mod Jyllands-Posten.

Terror har intet at gøre med Islam. Det fastslår Muslimernes Fællesråd (MFR), som tager afstand fra det fejlslagne terrorforsøg, der angiveligt var rettet mod Jyllands-Posten.

- Muslimernes Fællesråd finder det særdeles bekymrende, at der har været planer om terrorangreb mod mål i Danmark. Muslimernes Fællesråd tager ubetinget afstand fra enhver terrorhandling uanset hvilke motiver og bevæggrunde der måtte ligge bag!, skriver talsmand Zubair Butt Hussain i en pressemeddelelse.

Terror er i strid med Islam

Terrorangrebet blev afværget, da PET skred ind og anholdte fire personer i Danmark. Samtidig blev en person anholdt i Sverige af den svenske efterretningstjeneste.

Muslimernes Fællesråd er den største samarbejdsorganisa­tion for muslimske foreninger i Danmark. Rådet blev dannet i september 2006 med det formål at give et bredt udsnit af muslimer og muslimske foreninger i Danmark en fælles repræsentant og fælles stemme.

Men angrebet i København har intet at gøre med religion:

- Det er vigtigt at understrege, at enhver form for terrorhandling er og altid vil forblive i strid med Islam!, skriver Zubair Butt Hussain.

Facebook
Twitter