Muslimsk gravplads - men ingen moské

Efter mange års uenighed, modstand og praktiske problemer er det lykkedes: Danmark har fået en muslimsk gravplads. Men der kommer ikke en moské lige foreløbigt.

Mange års tovtrækkeri er overstået: Danmark har fået en muslimsk gravplads.

Gravpladsen blev indviet af Bertel Haarder og repræsentanter fra Dansk Islamisk Begravelsesfond på en omstridt grund i Brøndby.

Men der er ikke udsigt til, at der også kommer en stor moské, som muslimer i Danmark kan være fælles om.

Uenighed om byggestil og ledelse

Intern splid mellem forskellige muslimske grupper har gang på gang fået sådanne planer til at falde til jorden - og heller ikke nu er der enighed.

Det har været umuligt at skabe enighed om, hvordan moskéen skal se ud og, hvem der skal lede den, siger imam Abdul Wahid Petersen.

I fremtiden kan et moske-byggeri dog komme tættere på, i takt med at gruppen af muslimer bliver mere integrerede og dermed homogeniseret, mener imamen.

Ingen forbrødring i fremtiden

Men sådan kommer det ikke til at gå, vurderer integrationsekspert Peter Nannestad fra Århus Universitet.

- Intet tyder på, at tid er lig med mere homogene grupper, når det gælder religiøse grupper, siger Peter Nannestad.

Han nævner jøderne i Danmark som eksempel. De er opdelt i en ortodoks og en ultraortodoks gruppe, selvom de har været her i mange år.

Facebook
Twitter