Muslimske vagter beskytter kirke

Kirken i Gellerup har hyret to muslimske vagter for at forhindre chikane og hærværk.

Kirken har været plaget af hærværk, og sognepræst Niels Hviid mener, at det skyldes de store sociale problemer i området.

Kirken i Gellerup i det vestlige Århus er så plaget af chikane og hærværk, at to muslimske mænd er blevet ansat til at holde vagt under gudstjenesterne.

Vagterne blev tilknyttet kirken for tre år siden. I begyndelsen som frivillige, men i dag får de løn af kirken, skriver Jyllands-Posten.

Det er faldet Dansk Folkepartis kirkeordfører Jesper Langballe for brystet, og han vil tage sagen op overfor kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Jesper Langballe mener, at det er en sag for politiet at bevogte en kirke, og han undrer sig over, at muslimske vagter skal passe på en kristen kirke.

Formanden for kirkens menighedsråd Jacob Rosenkrans Bøgh, er ked af, at Dansk Folkeparti vil rejse sagen over kirke- og integrationsministeren.

Han forklarer, at vagterne ikke er sat til at passe på kirken, fordi de er muslimer. De har nogle andre og vigtigere kvalifikationer.

- De bor i området, og de kender de unge mennesker, siger Jacob Rosenkrans Bøgh.

Han forklarer, at der var en del hærværk på parkeringspladsen foran kirken, og derfor risikerede man, at kirkegængerne ville blive væk for at undgå, at deres biler blev ødelagt.

Nu har vagterne betydet, at der stort ikke længere sker hærværk, mens der er gudstjeneste.

Facebook
Twitter