Myndighed skrotter oversættelser fra omstridt tolkefirma

Kvaliteten af tolkefirmas oversættelser får politiklagemyndighed til at stoppe med at bruge EasyTranslate.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) skal i samråd, der handler om, hvorvidt tolkefirmaet EasyTranslate lever op til sine forpligtelser. (Arkivfoto). (Foto: © Martin Sylvest Andersen /Scanpix, Ritzau Scanpix)

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er ikke tilfreds med kvaliteten af de oversættelser, som tolkefirmaet EasyTranslate leverer.

Derfor har DUP valgt ikke længere at benytte firmaet, når de har brug for at få oversat dokumenter.

Det skriver Dagbladet Information.

- Vi har på grund af kvaliteten af EasyTranslates oversættelser valgt ikke længere at benytte det firma, siger kontorchef Claes Vestergaard til avisen.

Kritik af tolkningen

EasyTranslate vandt sidste år opgaven med at tolke for myndigheder under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Siden firmaet påbegyndte arbejdet 1. april, har der været kritik af kvaliteten af tolkningen, udeblevne tolke og mangelfulde fakturaer.

Nu viser det sig, at der også er udbredt utilfredshed med kvaliteten af de skriftlige oversættelser.

Information har modtaget aktindsigter i mails fra DUP, Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og Justitsministeriet. Disse mails viser, at alle fire myndigheder har klaget over kvaliteten af oversættelserne.

Rigspolitiet skrev tidligere i år i en mail til DUP, at det er op til den enkelte myndighed at vurdere, om de vil dispensere fra kontrakten med EasyTranslate ved at benytte andre firmaer til oversættelser.

Direktør Frederik Riskær Pedersen skriver i en mail til Information, at firmaet har "inhouse korrekturlæsning og kvalitetssikring" af oversættelserne.

Svært at undgå enkelte fejl

Desuden arbejder EasyTranslate med løbende kvalitetsvurdering og har en ansat, der kun arbejder med kvalitetssikring af oversættelserne.

-Vi har gennemført 6000 oversættelser, så selv om vi arbejder målrettet på at undgå fejl i oversættelserne, er det svært at undgå enkelte fejl i de mange tusind siders oversættelse, skriver han til Information.

Tirsdag skal justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd i Folketinget, hvor han skal svare på, om EasyTranslate lever op til sine forpligtelser.

/ritzau/