Den muliresistente og farlige svinebakterie MRSA CC 398 har været i udbrud på et fynsk plejehjem. Myndighederne undersøger netop nu, om det stadig er tale om et udbrud.
To beboere på plejehjemmet er blevet smittet med den multiresistente bakterie. Den ene af beboerne er død som følge af smitten.
-De to tilfælde af MRSA CC 398 kan betegnes som et udbrud, da der er tale om to tilfælde i samme personkreds, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Sundhedsstyrelsen vil ikke oplyse, hvilket plejehjem der er tale om.
Svinebakterien kan især for ældre og svagelige mennesker være livsfarlig, fordi den er modstandsdygtig - eller resistent - overfor de fleste antibiotika efter årtiers massivt brug af antibiotika i svineproduktionen.
En af de smittede er død
Den ene af de smittede plejehjemsbeboere døde i april af en lungebetændelse, der ikke kunne behandles med antibiotika, netop fordi svinebakterien er resistent. Beboeren var dermed den fjerde dansker, som svinebakterien tog livet af.
Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at oplyse om den anden beboers skæbne overfor DR Nyheder, men på sin hjemmeside skriver styrelsen:
-Undersøgelsen har vist, at der frem til begyndelsen af 2014 har været en borger på det samme plejehjem, som også har haft en infektion med den samme type stafylokok.
Personale og otte beboere screenes for svinebakterien
Udbruddet har øjeblikkeligt udløst en screening af cirka 25 medarbejdere samt beboerne på den afdeling, hvor de to smittede boede. Svaret er endnu ikke kendt.
-Vi kan oplyse, at otte beboere på plejehjemmet lige nu screenes for MRSA CC398, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Lotte Bælum til DR Nyheder.
Lotte Bælum oplyser også, at ingen af de to smittede - så vidt vides - har haft kontakt til svinebesætninger.
Ved du mere om sagen, så tip os gerne på 1212@dr.dk.