Myndigheder frygter, at færre vil stemme, men lover 'trygt og sikkert' kommunalvalg

Når vi går til stemmeurnerne i morgen, er der særligt fokus på coronasikkerheden.

Kommunal- og regionsrådsvalg bliver holdt hver fjerde år, men i år bliver det en smule anderledes. (© DR Grafik)

I morgen kulminerer en lang og intens valgkamp, når vi skal sætte vores kryds til kommunal- og regionsrådsvalget. Det bliver dog ikke en valgdag, som vi kender.

Coronasmitten stiger i samfundet, og derfor vil håndsprit, afstand og udendørs stemmebokse præge valgstederne landet over.

På et pressemøde har indenrigsminister Kaare Dybvad (S), direktør for sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og næstformand i Kommunernes Landsforening Martin Damm (V) præsenteret forskellige tiltag, som skal sikre, at afviklingen af valget kan forløbe sundhedsmæssigt forsvarligt i forhold til coronasituationen.

- Kommunerne er ekstremt velforberedte, og næsten alle vælgere er vaccineret. Det er derfor trygt og sikkert at stemme i morgen, siger Kaare Dybvad under pressemødet.

Alligevel frygter myndighederne, at flere vil blive hjemme og trække valgdeltagelsen ned.

- I Norge, hvor man havde et valg tidligere i år med væsentlig flere restriktioner, kunne man se, at der var et lille fald i stemmeprocenten.

- Der er ingen grund til at være bekymret for at gå ned at stemme, men der kan jo være et lille fald. Vi har ikke noget bud på, hvad vi forventer, siger han.

Ekspert: Demokratiet overlever det nok

Ifølge Rune Stubager, der er professor i statskundskab og valgforsker ved Aarhus Universitet, er det da også meget sandsynligt, at valgdeltagelsen bliver lavere, end vi er vant til.

- Det kunne man godt være bange for. Jeg kan godt forstå frygten.

- Vi ved jo også, at antallet af brevstemmer er gået markant op sammenlignet med sidst. Det har forhåbentligt taget noget af det fald, der ellers kunne komme. Man må jo håbe, at de, der kunne være bekymret for at møde op i morgen, har nået at brevstemme, siger han.

Rune Stubager er professor i statskundskab. (Arkivfoto)

Han siger, at man plejer at betragte valgdeltagelsen som en "temperaturmåling på demokratiets helbred".

- Hvis det viser sig at være et forbigående fald drevet af coronapandemien, så overlever demokratiet nok det, lyder det fra Rune Stubager.

Brostrøm giver ingen garantier

Det er op til den enkelte kommune at vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige, men overordnet handler det om at sikre god afstand mellem vælgerne, masser af håndsprit og masser af frisk luft.

Derudover kan man medbringe sin egen kuglepen, og det vil også være muligt at stemme fra sin bil eller i det fri, hvis man er smittet med coronavirus eller er særlig sårbar.

Myndighederne opfordrer desuden til, at man stemmer mellem klokken 10 og 15, hvis man har mulighed for det for at undgå den værste myldretid. Opfordringen vil i løbet af i dag blive sendt i en sms-besked til de borgere, som er tilmeldt NemSMS via e-Boks.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, vurderer heller ikke, at der er nogen risiko forbundet med at stemme. Men han tør ikke udstikke garantier.

Pressemødet blev afholdt i Herlev. Fra venstre ses Martin Damm, Kaare Dybvad og Søren Brostrøm. (© Foto: Thomas Sjørup)

- Jeg kan ikke stå her og garantere, at der ikke sker smitte i forbindelse med valget. Sådan er det også med mange andre samfundsaktiviteter. Men det kan gennemføres trygt og ordentligt i forhold til epidemien, siger han.

Mange har desuden benyttet sig af brevstemmer, hvilket forhåbentligt betyder, at der bliver mere plads på valgstederne.

Valgkamp med coronavirus

Valgkampen har også været præget af coronavirus, og flere steder har kandidaterne måttet trække sig fra valgarrangementer.

Det er blandt andet sket i Vesthimmerland, hvor smitten i fredags fik samtlige partier i byrådet til at droppe vælgermøder og andre fysiske arrangementer.

Også på Bogø i Vordingborg Kommune resulterede et valgmøde i begyndelsen af måneden i fem coronasmittede blandt deltagerne i panelet.

Det fik både De Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten i Vordingborg Kommune til at indstille valgkampen tæt på vælgerne.