Myndigheder opfordrer til ulovligt at fotografere naboen

Offentlig hjemmeside opfordrer folk til at sende billeder ind af naboen, hvis de mener, det kan dokumentere, at naboen snyder det offentlige. Men det er ulovligt.

Udbetaling Danmark opfordrer på hjemmesiden borger.dk til at indsende fotografier af naboen eller andre. Fotografier, man mener kan dokumentere, at de snyder det offentlige. (© Colourbox)

Klik her og meld din nabo for snyd, hvis du mener, at den enlige mor inde ved siden af reelt ikke er enlig og derfor uberettiget modtager børnetilskud.

En sådan opfordring til anonymt at angive andre, har en række kommuner længe haft liggende på deres hjemmesider.

Men en offentlig hjemmeside går længere end det. Udbetaling Danmark opfordrer på hjemmesiden borger.dk til at indsende fotografier af naboen eller andre. Fotografier, man mener kan dokumentere, at de snyder det offentlige.

- Du kan vedhæfte billeder eller andre former for dokumentation for, at der bliver snydt med en af Udbetaling Danmarks ydelser...Du kan vedhæfte op til 10 filer, står der på hjemmesiden.

Krænker privatlivets fred

Men det er ifølge straffeloven ulovligt at tage billeder ind over naboens hæk. Det kan straffes med fængsel i op til seks måneder. Så i jagten på sociale bedragere, kommer hjemmesiden til selv at opfordre til noget ulovligt.

- Problemet er, at man opfordrer folk til at tage billeder uafhængigt af, hvor folk befinder sig. Og hvis man befinder sig i sit hus eller lejlighed, så må andre som udgangspunkt ikke tage billeder af en. Dermed er det en opfordring til at gøre noget, der er strafbart, siger juraprofessor ved Aarhus Universtet, Sten Schaumburg-Müller til P1 Orientering.

Han understreger, at der kan være situationer, hvor det ikke er strafbart, hvis man f.eks. tager billeder af tyve, der er ved at bryde ind i et hus. Men det gælder ikke, hvis man vil dokumentere, at en person f.eks. ikke er enlig men har en samlever.

- Så skal man jo fotografere hver dag i en periode, og det er meget problematisk. Det er præcis det, bestemmelsen om privatlivets fred beskytter imod, siger han.

Hjemmeside bliver nu gået igennem

Udbetaling Danmarks opfordring om at anmelde andre for socialt bedrageri og til at vedhæfte billed-dokumentation, har ligget på hjemmesiden borger.dk i over 9 måneder, siden oktober sidste år.

Hans Jelstrup, underdirektør i ATP, der administrerer Udbetaling Danmark, er ikke klar over, hvor mange der har fulgt opfordringen og sendt billeder ind af naboen eller andre. Men efter at P1 Orientering har taget sagen op, forklarer han nu:

- Vi skal sørge for, at folk kan vedhæfte billeder eller relevant dokumentation. Men private billeder er vi ikke interesseret i, så vi vil kigge vores hjemmeside igennem, siger underdirektøren.