Myndighederne fordobler vaccineindsatsen: 'Hvis I får en invitation til 3. stik, så tag den'

Det kom frem på aftenens pressemøde, at en øget vaccineindsats skal sørge for at holde samfundet åbent og holde den nye Omikron-variant i skak. Men hvordan står det egentlig til med vaccinesituationen?

Onsdag aften fortalte Statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde om, at myndighederne sætter yderligere ind for at få flere danskere vaccineret mod corona.

Vaccinerne er dét supervåben, der skal sørge for, at samfundet kan forblive åbent.

Det var nogenlunde hovedbudskabet ved aftenens pressemøde, som statsminister Mette Frederiksen (S) havde indkaldt til klokken 18.00 i Spejlsalen.

Derfor meddelte hun, at myndighederne nu fordobler vaccineindsatsen, så man fremover kan vaccinere 500.000 borgere om ugen.

Og desuden havde hun en meget klar opfordring til en særlig gruppe af danskerne.

- Jeg har et særligt budskab til jer, der var de første til at modtage en vaccine. Alle sårbare og personalet i frontlinjen. Vi sender en kraftig opfordring om, at I tager imod et tredje vaccinestik, lød det fra statsministeren.

Udmeldingen kommer, efter at der i dag blev konstateret det højeste antal smittetilfælde i Danmark på ét døgn siden pandemiens begyndelse. Det seneste døgn er 5.120 personer registreret smittet med corona, og antallet af indlagte er oppe på 439.

Sidste år ved samme tid indførte regeringen et forsamlingsforbud på ti personer, og rigtig mange danskere måtte opgive at komme hjem til jul. Både butikker, storcentre og alle de liberale erhvev var lukket ned, og de fleste var sendt hjem fra både skole og arbejde.

Men på aftenens pressemøde meddelte statsministeren, at det altså ikke umiddelbart bliver nødvendigt med så stramme restriktioner i år.

- Det er vores klare ambition, at Danmark skal forblive åbent, sagde Mette Frederiksen, og tilføjede, at det er vaccinerne, der skal sørge for, at det kan lade sig gøre.

Men hvad vi egentlig om vaccinesituationen lige nu? Få svar på de vigtigste spørgsmål herunder.

1

Hvor mange danskere er vaccineret?

Lige nu er cirka 76 procent af danskerne færdigvaccinerede mod covid-19. Men Mette Frederiksen gav på pressemødet udtryk for, at det tal altså ikke er højt nok.

Senest har myndighederne åbnet for, at børn mellem 5 og 11 år også vil blive tilbudt en vaccine. Det er nemlig stadig blandt børn og unge, at smitten lige nu spreder sig mest.

Tirsdag var i alt 30 procent af de 5-11-årige blevet inviteret til vaccinen, og 0,9 procent har fået første stik.

pressemødet lød det fra Statsministeren, at flere af de 10-11-årige på nuværende tidspunkt har taget imod vaccinen end forventet.

- Vi kan se, at det er cirka en tredjedel af de 10-11 årige børn, der har booket tid til vaccine. Så samlet set går det godt i Danmark med helt frivilligt og ordentligt at tage vaccinen, sagde hun.

For at sætte yderligere fut i vaccinationerne oplyste Sundhedsministeriet i dag, at Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har aftalt, at alle danskere fremover kan blive coronavaccineret af deres egen læge.

Direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, glæder sig over en høj vaccinetilslutning, men målsætningen er højere.

- Vi arbejder benhårdt for at komme op i vaccinationstempo, sagde han på pressemødet, med henvisning til, at mange familier har henvendt sig til Sundhedsstyrelsen og sagt, at de ikke har tid til at lade deres børn vaccinere.

2

Hvordan går det med det tredje stik?

Ifølge sundhedsmyndighederne og de lægefaglige eksperter falder coronavaccinens effektivitet stille og roligt over tid. Derfor er man som bekendt allerede gået i gang med at tilbyde ældre og udsatte borgere et tredje vaccinestik.

Indtil videre har i alt 14,5 procent af befolkningen fået tredje stik. Det svarer til cirka 850.000 danskere.

Et notat fra Sundhedsstyrelsen har vist, at vaccinernes beskyttelse mod indlæggelse er faldet til omtrent 75 procent for de ældre, der blev vaccineret i starten af året. Et tredje stik hæver beskyttelsen til cirka 90 procent for gruppen over 65 år.

Opfordringen på aftenens pressemøde var derfor ikke til at tage fejl af.

- Hvis I får en invitation til 3. stik, så tag den. Prøv igen, hvis der ikke er en ledig tid, for der bliver løbende lagt ledige tider ud, sagde Søren Brostrøm.

3

Virker vaccinerne på Omikron-varianten?

Et af de helt store spørgsmål, som vi endnu ikke kender svaret på, er, hvor effektive vaccinerne er mod den nye, særligt smitsomme Omikron-variant, der er opdaget i Sydafrika.

I Danmark er der registreret syv tilfælde af den nye variant, og statsminister Mette Frederiksen sagde på pressemødet, at man forventer yderligere tilfælde den kommende tid.

Eksperterne frygter, at varianten er mere smitsom end den dominerende Delta-variant, og at den kan undvige vaccinerne.

Direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, sagde på et pressemødet, at myndighederne forventer, at den smitter mere, men har tilføjede, at de også forventer at vaccinerne vil have en effekt på den nye variant.

Direktøren for vaccineproducenten Pfizer/BioNTech, Albert Bourla, udtalte mandag, at han ikke mener, der er grund til at frygte, at vaccinen ikke skulle virke på Omikron-varianten.

Selskabet har desuden udtalt, at de vil kunne tilpasse deres vaccine i løbet af 100 dage, hvis det viser sig, at den ikke er effektiv mod Omikron.

Meldingen fra Moderna er mere skeptisk.

- Jeg tror ikke, der er nogen verden, hvori effiktiviteten er på samme niveau, som vi havde med Delta, har han bl.a. udtalt i et interview med Financial Times.

De mener, at de kan have en opdateret version af deres vaccine klar tidligt næste år.

Begge selskaber regner med, at de om cirka to uger ved, om vaccinerne beskytter mod Omikron.

4

Hvad gør vores naboer?

I Danmark har den nye Omikron-variant betydet, at myndighederne har skærpet restriktionerne, så man skal lade sig teste og gå i isolation i ti dage, hvis man kommer til Danmark fra Sydafrika eller de tilstødende lande.

De fraråder også alle rejser til det sydlige Afrika, og derudover skal alle, der ankommer med et fly fra enten Doha eller Dubai, testes.

Hvis man er nærkontakt eller nærkontakt i andet led til en smittet med Omikron, skal man gå i isolation med det samme.

Og det er ikke kun i Danmark, at den nye mutation har fået myndighederne til at gå i alarmberedskab. Der er allerede konstateret smittetilfælde i en lang række lande, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er det et spørgsmål om tid, før den har spredt sig til hele verden.

Fredag opfordrede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, derfor alle medlemslande til at stoppe flyvninger til syv sydafrikanske lande, og det har blandt andet Storbritannien, Tjekkiet og Holland valgt at gøre.

Vores naboer i Sverige har også konstateret flere smittetilfælde med den nye variant, og derfor har de skærpet deres rejserestriktioner, så alle der rejser til landet fra et land uden for Norden, nu skal lade sig coronateste.

FacebookTwitter