Myndighederne tager nyt skridt mod coronavirus: Nu kan offentlige arrangementer aflyses

Sundhedsministeriet har givet grønt lys til, at flere paragraffer i epidemiloven kan tages i brug.

Tiltagene kommer ifølge sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) for at holde danske myndigheder "to skridt foran". (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

De danske sundhedsmyndigheder kan nu tage flere værktøjer i brug for at inddæmme smitte med coronavirus.

De værktøjer indebærer blandt andet mulighed for at aflyse offentlige arrangementer, afspærring af områder og tvungen obduktion ved tilfælde af eller mistanke om smitte med coronavirus.

Det sker, efter Sundheds- og Ældreministeriet har bestemt, at foranstaltninger mod såkaldte 'alment farlige' sygdomme kan iværksættes.

- Beslutningen er truffet for at holde os to skridt foran udviklingen og sikre, at den juridiske ramme er på plads til de forskellige scenarier, der kan udspille sig, oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i et skriftligt svar.

Foranstaltningerne betyder, at myndighederne kan benytte sig af paragraf 5-9 i epidemiloven. Selvom coronavirus bliver betragtet som en liste B-sygdom, bruges de paragraffer i loven til inddæmning af liste A-sygdomme som kopper, Sars, ebola og pest.

Afspærring af områder og aflysninger

Paragrafferne giver blandt andet en epidemikommission mandat til at forbyde offentlige arrangementer og til at afspærre områder, hvis der bare er mistanke om mulighed for smitte med coronavirus.

Hvis et dødsfald formodes at være et resultat af smitte med coronavirus, kan epidemikommissionen i samråd med Sundhedsstyrelsen påbyde, at den afdøde obduceres.

Det kan også påbydes, at en person, der er smittet eller mistænkes for at være smittet med coronavirus, skal undersøges af læge eller indlægges på sygehus.

Beslutningen i ministeriet er truffet, efter at Sundhedsstyrelsen har bedt om at paragrafferne kan tages i brug i forbindelse med udbredelsen af coronavirus.

Tidligere i dag oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed, at to danskere, der kom hjem fra ferie i Norditalien den 29. februar, er blevet testet positive for smitte med coronavirus.

Dermed er i alt seks danskere smittet med virusset. Alle tilfælde kan spores tilbage til Norditalien, der er ramt af et større corona-udbrud.

Sundhedsstyrelsen oplyste i går, at 122 raske danskere er i 14 dages hjemmekarantæne for at undgå smittespredning.

Fraråder rejser til Norditalien

De mange smittetilfælde fra det nordlige Italien har betydet, at det danske udenrigsministerium i går aftes frarådede alle unødvendige rejser til fire regioner i landet.

Ifølge direktør for Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, skyldes ændringen i rejsevejledningen bekymring over det stigende antal smittede i området.

- Nu er antallet nået op på et niveau, hvor vurderingen er, vi ikke vil have flere danskere til at tage derned, fordi risikoen for at de bliver smittet, og dermed tager coronavirus med hjem til Danmark, er for stor.

- Jeg kan jo ikke helt afvise, at der er nogen, der synes, at den årlige skiferie er en nødvendighed, og hvis det er deres vurdering, så vil de sige: "Jamen, så tager jeg afsted alligevel". Men for de fleste ville man nok mene, at turistrejser er noget, man ville vælge fra i denne situation, siger han.

Danskere, der allerede befinder sig i regionerne, og som ønsker at komme hjem før tid, bør kontakte deres rejsebureau eller flyselskab, forklarer Erik Brøgger Rasmussen.

Mens de opholder sig i området, bør de desuden være ekstra opmærksomme på at følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om at vaske hænder ofte og undgå kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse eller luftvejsinfektion, for at undgå smitte.

Italienske byer lukket helt ned

Flere end 1.694 personer er blevet smittet med coronavirus i Italien, og 34 personer er døde efter at være blevet smittet.

Dermed er Italien det land udenfor Asien, der har identificeret flest smittetilfælde.

Flere italienske byer er blevet lukket helt ned, så indbyggere er blevet forbudt at forlade eller at komme ind i de berørte områder, offentlige begivenheder er blevet suspenderet, og museer er blevet lukket. Omkring 100.000 personer er kommet i karantæne. Alt sammen for at undgå, at virusset spreder sig yderligere.

Det har også betydet, at SAS har aflyst alle fly til Norditalien.

I Frankrig har regeringen også taget flere skridt for at sørge for, at virusset ikke spreder sig. Lørdag forbød den franske regering indendørsarrangementer med over 5.000 deltagere.