Mystisk annonce skal lokke skarpe it-hjerner til FE

Forsvarets Efterretningstjeneste vil ansætte hackere, som skal beskytte Danmark mod cyberangreb.

Hvert år er der mellem 500 og 1.000 cyberangreb mod staten, og nu skal der uddannes personer, som kan forsvare staten og virksomheder. (© F8studio - Fotolia)

Cybertruslen mod Danmark er så høj, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) nu vil uddanne og ansætte hackere, som skal beskytte myndigheder og infrastruktur mod it-angreb fra fremmede magter, kriminelle og spioner, skriver Jyllands-Posten.

Det såkaldte hacker-akademi, der blev åbnet sidste år, bliver oprustet og udbygget, fortæller FE-chef Lars Findsen.

Hidtil har akademiet udført cyberspionage eller angreb mod fremmede magter og terrororganisationer, men nu skal det også forsvare Danmark mod hackerangreb fra andre lande eller hackergrupper.

Alene mod staten er der årligt mellem 500 og 1000 cyberangreb, som ifølge FE er såkaldte sikkerhedshændelser, der skal håndteres.

I denne uge er der indrykket avisannoncer, som umiddelbart ser uforståelige ud. Kun ved at knække en kode kan man finde frem til annoncen.

Sikkerhedsekspert Peter Kruse fra virksomheden CSIS Security Group vurderer, at FE får svært ved at rekruttere, fordi "markedet er støvsuget for talenter".

Han kritiserer, at staten ikke hyrer private sikkerhedsfirmaer til opgaven, mens Jesper Lund, formand for IT-politisk forening, glæder sig over, at FE nu prioriterer forsvar.

/ritzau/