Myte-tjek: Købte dine forfædre sex?

Det er en udokumenteret myte, at prostitution er verdens ældste erhverv, fortæller DR’s Detektor.

Myten om, at prostitution er verdens ældste erhverv stammer formentlig fra slutningen af 1800-tallet.

I debatten om købesex bliver det ofte sagt, at prostitution er verdens ældste erhverv.

En påstand, der blandt andet bruges som argument for, at salget af seksuelle ydelser er en fastgroet del af vores kultur.

Men ifølge DR's Detektor er påstanden om, at vi mennesker solgte sex, før vi dyrkede jorden eller gik på jagt, udokumenteret. Det er nemlig så godt som umuligt at fastslå, hvilket erhverv der er verdens ældste, fortæller professor på Aarhus Universitet Peter C. Kjærgaard.

- Vi kan ikke tale om det ældste erhverv - det giver ikke nogen mening. Hele vores kulturelle udvikling er sket gradvist over årtusinder. Der er ikke nogen kendsgerninger, der viser os, at prostitution er ældre end andre erhverv.

Usandsynligt at prostitution er ældst

Peter C. Kjærgaard bakkes op af arkæolog på Moesgaard Museum Jeanette Varberg.

- Som arkæologer kan vi ikke gå ud og se på et skelet, om det har været en sexarbejder eller ej, siger hun og tilføjer, at der er mange andre gamle erhverv, som man kan spore tilbage til menneskehedens første år.

- Så det skulle være meget usandsynligt, hvis prostitution var verdens ældste erhverv, siger hun.

Myte fra Victoriatiden

Detektor har forsøgt at finde ud af, hvor myten om prostitution stammer fra. Ifølge Jeanette Varberg kan den være opstået i slutningen af 1800-tallet i England, hvor blandt andre Rudyard Kipling skrev en historie om en prostitueret, som han indledte med sætningen "Lalun er udøver af verdens ældste erhverv".

- I 1880'erne, var der nogle teoretikere, der teoretiserede omkring, hvorfor kvinder prostituere sig. Og de argumenterede sig frem til, at det var fordi, at det var verdens ældste erhverv, så det var sådan set kvindens lod. Og sidenhen blev den formulering med verdens ældste erhverv ved med at dukke op i litteraturen, siger Jeanette Varberg.

Hør mere om prostitutionens historie i Detektor på P1 torsdag klokken 11:03 og på DR2 klokken 21:00.

Facebook
Twitter