MYTEDRÆBER: Udbredt argument i klimadebatten holder ikke

Detektor afliver myten om, at klimaet altid har forandret sig, og at forandringerne, vi oplever i dag, derfor udelukkende er naturlige. Det passer ikke, siger eksperter.

TEMA: I løbet af efteråret sætter vi fokus på de myter, som bliver ved med at dukke op. Vi har spurgt en række førende eksperter inden for forskellige fagområder, hvilke myter og misforståelser, de møder igen og igen, og som de gerne vil have vores hjælp til at få slået ihjel én gang for alle.

Ifølge flere klimaeksperter er det en udbredt myte, at klimaet altid har forandret sig, og at de nuværende klimaforandringer derfor blot er en fortsættelse af et gammelt mønster.

- Den myte møder jeg mange steder. Den bliver jeg mødt af, når jeg holder foredrag, jeg møder det i skriverier i aviserne og sommetider også i den politiske debat, siger Jens Hesselbjerg, professor i is og klima på Niels Bohr Instituttet.

For nyligt blev dette argument også anvendt af klimaordfører for Dansk Folkeparti, Mikkel Dencker:

- Men jeg må også bare konstatere, at der jo har været voldsomme klimaforandringer tidligere i jordens historie, som ikke kan tilskrives menneskeskabt aktivitet, siger Mikkel Dencker til Information den 11. august 2018.

Tager man et kig på temperatursvingninger igennem de seneste 800.000 år, så er der ganske rigtigt store udsving i temperaturer, lang tid før mennesket begyndte at udlede mange drivhusgasser.

- Men den store forskel er, at vi kunne forklare alle de klimaforandringer ud fra fysiske love og forståelse af, hvordan klimasystemet hænger sammen. Det kan vi ikke med de forandringer, vi ser nu, medmindre vi tager i betragtning, at der er et menneskeligt element, som skyldes øgede udslip af drivhusgasser, siger Jens Hesselbjerg.

Jens Hesselbjerg pointerer også, at de nuværende klimaforandringer sker meget hurtigere, end dem, vi hidtil har set. De seneste 100 år er temperaturer målt ved havoverfladen i troperne steget med en hel grad, mens der inden for en ligeså lang periode tidligere kun har været ændringer på under 0,05 grad. Ifølge Jens Hesselbjerg er det kun i afslutningen af istider, at temperatursvingningerne har lignet dem, vi ser i dag.

- De her hurtige forandringer kan ikke henføres til noget, vi kender fra jordens historie. Der er ingen reel tvivl om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, siger han.

Han påpeger dog også, at der er usikkerhed omkring, hvor stor en del af de klimaforandringer, vi ser i dag, der skyldes menneskeskabt aktivitet.

- Præcis hvor stor en del af den godt og vel ene grad, som jorden er varmet op de sidste hundrede år, kan der godt herske noget usikkerhed omkring, siger Jens Hesselbjerg.

Dansk Folkepartis klimaordfører Mikkel Dencker anerkender, at klimaforandringerne også er menneskeskabte. Han har uddybet sin udtalelse i både Radio24syv og senere i Debatten, hvor han sagde sådan her:

- Det, jeg prøvede at sige i den artikel (fra Information, red.) er, at jeg tit synes, at det her emne, det bliver vældig fanatisk. Og at det af mange bliver stillet op, som om der kun er menneskeskabte klimaforandringer. Vores klimaekspert lige før sagde også, at der altid har været naturlige klimaforandringer. Det tror jeg også der er her og nu, men der er også menneskeskabte. Det er en kombination. Jeg kan bare ikke sætte tal på.

Hvilke eksperter har vi talt med?

Jens Hesselbjerg Christensen, professor i is og klima, NBI (Niels Bohr Instituttet)

Martin Stendel, klimaforsker, DMI (Dansk Meteorologisk Institut)

Hvilke rapporter har vi kigget i?

FN's klimapanels rapport: Climate Change 2013: The Physical Science Basis

Facebook
Twitter