Nåede aldrig højborg i Syrien: Tre personer udvises af Danmark for IS-støtte

To mænd og to kvinder er kendt skyldige i forsøg på at rejse til Syrien.

En gruppe unge får tre års fængsel og udvisningsstraffe for forsøg på at støtte terrorgruppen IS. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Fire personer er i dag blevet idømt tre års fængsel for omkring 18. marts 2017 at ville rejse til Syrien og støtte terrorgruppen Islamisk Stat.

Det drejer sig om en mand på 21 år, en mand på 19 år, en kvinde på 22 år og en kvinde på 18 år. Alle har anket dommen, der blev afsagt ved retten i Glostrup.

Mændene har som følge af dommen fået frataget deres danske pas og er blevet udvist af Danmark for bestandigt. De har dobbelt statsborgerskab. Den ene har også marokkansk pas, den anden har et algerisk.

Også den 22-årige kvinde er blevet udvist af Danmark for bestandigt. Hun har afghansk statsborgerskab.

Det er første gang, at kvinder er blevet dømt i Danmark for at støtte terrorbevægelsen.

Blev anholdt i Tyrkiet

De fire personer, der kommer fra Københavns Vestegn og Aarhus-området, var alle tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e om fremme af terrorvirksomhed.

- Retten har fulgt anklagemyndighedens strafpåstande, og jeg er derfor naturligvis meget tilfreds med dommen, som understreger alvoren af at forsøge at tilslutte sig en terrororganisation, siger specialanklager Bo Bjerregaard i en pressemeddelelse.

Ingen af de fire personer nåede deres mål i Syrien.

Tre af dem blev anholdt af tyrkisk politi, inden de nåede at rejse ind i Syrien. De vendte herefter tilbage til Danmark i slutningen af marts 2017.

Den fjerde nåede slet ikke at forlade Danmark, fordi hun havde fået frataget sit pas.

Sagen kort

  • De fire unge mødtes 8. marts i Københavns Lufthavn i Kastrup. Dagen forinden havde de købt flybilletter til Istanbul i Tyrkiet.

  • Men det var dog kun den ældste af de to kvinder og de to mænd, der lettede fra dansk jord. Den dengang 17-årige kvinde måtte blive i Danmark, da hendes forældre havde taget hendes pas.

  • De tre rejsende blev alle anholdt i Tyrkiet. De to unge mænd blev anholdt i Istanbul 17. marts ved en busstation. Kvinden fortsatte på egen hånd og blev anholdt i den sydlige by Yayladagi, der grænser op til Syrien, skriver Ritzau.

/ DR Nyheder/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk