Når demens æder et menneske: Stigs kone husker ikke længere, hvem han er

Stig Winthers kone Gerda er ikke død. Men hun er her heller ikke mere. Det har efterladt ham alene tilbage.

Da døren til plejehjemmet Quistgården lukker bag ham, skal Stig Winther bruge nogle øjeblikke på at sunde sig. Han mærker tårerne presse sig på.

Det er ikke så tit, han kommer forbi, selvom det kun ligger et par kilometer fra, hvor han bor i Korsør. Det gør ham alt for ked af det.

Inde på plejehjemmet bor Gerda Winther, Stigs kone gennem 55 år. Eller rettere - der bor den kvinde, som engang var Gerda. For Stigs kone er der ikke mere. På få år har demens langsomt overtaget den person hun var, og efterladt Stig alene tilbage.

(Foto: Martin Rieck © dr)

Nu skal han finde vejen til et nyt liv uden Gerda. Og han skal finde en plads til sorgen og afskeden med et menneske, der ikke længere kan kende ham. Som skal have hjælp til at gå og til at spise og drikke. Som ikke længere husker ham, deres to børn og fire børnebørn, og det liv de delte i over 50 år.

I videoen her kan Gerda ikke længere huske, hvad Stig hedder.

- Jeg er glad for, at hun har det godt her, men det gør stadig ondt at se et menneske, man har været så tæt på i mange år, forsvinde. Uden at være død. At se hendes hjælpeløshed. Det er svært, fortæller han.

De pårørendes sygdom

Man siger, at demens er de pårørendes sygdom. For den demente selv vil efterhånden leve mere og mere i sin egen verden.

I videoen her kigger Gerda og Peter Geisling på hendes bryllupsbillede.

Gerda Winther har ikke længere nogen erindring om, at hun engang var en selvstændig erhvervskvinde med mand og to børn. Hun ved ikke, at de savner hende. Hun er glad og tryg på Quistgården.

Den langsomme hverdag, en kop kaffe og måske lidt musik. Det får hende til at smile og nynne, mens hun svajer let med kroppen. Hun har alt, hvad hun behøver her.

Men Stig har minderne. Og savnet efter den kvinde, han delte sit liv med.

- Vi har altid været gode til at tale sammen. Vi har brugt nætter på at tale sammen. Det kan vi ikke mere. Når vi sidder og holder hinanden i hånden, og jeg ikke engang kan fortælle hende noget, der trænger ind. Og hun ikke kan svare på noget. Det gør ondt, fortæller han.

  • I mange år havde Gerda Winther en dametøjsforretning, som hun selv startede og drev i mere end 20 år. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Gerda Winther med to af de fire børnebørn. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Stig og Gerda, inden sygdommen var for fremskreden. (Foto: PRIVATFOTO)
  • I dag bor Gerda på demensplejehjem. (© dr)
1 / 4

Gerda Winther har boet omkring et år på demensplejehjemmet.

Inden da passede Stig hende i fire år efter, at lægen endegyldigt slog fast, at hendes glemsomhed, de syner, hun så, og at hun pludselig ikke kunne finde hjem, selvom hun var tæt på huset, skyldtes en ting. Alzheimers.

En sygdom, der kommer snigende, og som langsomt berøver den syge alle funktioner. I sidste fase bliver vejrtrækningen ramt. Og så dør man af den.

Flere end 7000 får diagnosen hvert år. Det er den femte mest almindelige dødsårsag herhjemme og i gennemsnit lever patienten otte år efter diagnosen er stillet.

Men det er også en sygdom, der rammer de pårørende hårdt. Så hårdt, at de ofte ender med at gå ud over deres egne grænser i forsøget på at være der.

Passede hende i fire år

For Stig var det utænkeligt, at han ikke skulle passe på Gerda.

Ikke bare lavede han mad til hende, vaskede hende og klædte hende på. Han købte også en telefon, så han kunne spore den, når hun var gået ud og igen ikke kunne finde hjem. Eller hentede hende, når andre havde fundet hende, konfus og forvirret.

Han satte nye låse på alle dørene, da Gerda begyndte at frygte, at nogen brød ind i deres hus. Han ledte tålmodigt efter den pung, hun havde med lidt penge i, som forsvandt igen og igen, alt efter hvor hun havde gemt - og glemt den.

Og han låste soveværelsesdøren efter den nat, hvor politiet pludselig vækkede ham, fordi de havde fundet Gerda. I natkjole og bare tæer - udenfor i januar.

Men langsomt blev opgaven for stor for ham, og efter en periode, hvor han selv blev syg, kom Gerda på et plejehjem på aflastning.

Stig kunne godt se, at det var godt for hende. Med tungt hjerte besøgte han forskellige plejehjem, og han traf beslutningen om, at Gerda ikke skulle hjem igen.

At det var det bedste for hende og for ham. Men det plager ham stadigvæk. At han ikke kunne være den, der passede hende til det sidste. At han var nødt til at lade andre tage over.

- Det var slemt at sende hende på plejehjem. Jeg har virkelig følt et svigt og følt dårlig samvittighed over ikke at kunne passe hende mere, fortæller Stig.

Et liv uden Gerda

Ved siden af den dårlige samvittighed, har han skulle finde ud af at leve et liv uden Gerda.

Kun ganske langsomt vænner han sig til, at han nu er alene i huset med udsigt udover Storebælt. At han og Gerda ikke længere kommer til at sidde sammen på deres favoritbænk og nyde solnedgangen. Og til at han skal videre med sit eget liv. Og at det er ok.

Men besøgene på plejehjemmet gør det svært. At se det menneske, han delte sit liv med være en skygge af sig selv.

Stig siger farvel til Gerda efter dagens besøg på plejehjemmet. (© dr)

- Det gør ondt, når jeg ser, at hun skal mades og ikke kan spise selv. Det gør mig ked af det. Det er ikke værdigt for et voksent menneske. Eller have ble på. Det er sådan en grim sygdom. Og det gør mig virkelig ked af det, siger han.

Stig ved, at han har gjort alt, hvad han kunne for Gerda, men den dårlige samvittighed nager stadig.

- Med min forstand ved jeg godt, at jeg ikke svigter. At jeg har gjort, hvad jeg kunne. Men med mit hjerte er det helt anderledes.

Sundhedsmagasinet sidste tirsdag og i aften handler om, hvad der sker, når familier rammes af demens. Du kan møde Stig og Gerda i aften på DR1 kl. 21.55 og se sidste tirsdags program her.

Facebook
Twitter