Når mor og far går fra hinanden: 5 gode råd til at undgå at skilsmissen skader børnene

Man skal se ud over egen næse og være med til at gøre den anden til en bedre forælder, siger familiekonsulent.

Som forælder skal man sætte sig udover egne behov og bitre følelser og "være med til at spille den anden forælder god", siger familiekonsulent Søren Marcussen. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

Hvordan undgår man, at det går ud over børnene, når parforholdet visner, kærligheden forsvinder, og man vælger at gå hver til sit?

Det spørgsmål kæmper mange med at finde svaret på i et land, hvor hvert andet ægteskab går i opløsning, og der er 300.000 delebørn.

Søren Marcussen er seniorkonsulent ved Center for Familieudvikling, og han har i mange år arbejdet med at hjælpe stridende forældre med at finde frem til en relation efter skilsmissen, der ikke efterlader børnene som de største tabere.

Søren Marcussen, Center for Familieudvikling. (© Center for Familieudvikling)

Han giver her fem råd til, hvad man skal være opmærksom på, hvis det skal lykkes.

1

Støt op om dit barns relation til den anden forælder

- På de større linjer skal man acceptere hinanden som forældre og spille hinanden gode i den rolle. Derfor er det også vigtigt, at man støtter op om hinanden og bakker op om børnenes relation til den anden forælder, så man ikke lægger hindringer i vejen for den.

- Vi taler tit om, at man skal opgive kampen om at være den bedste forælder. Den kamp bliver ofte essensen af den bitre konflikt mellem forældrene.

2

Tal pænt om hinanden

(Foto: Valeriy Lebedev © ColourBox)

- Det kan lyde indlysende, men er det ikke altid.

- Det, børn reagerer allerstærkest på efter et brud, er samarbejdet og klimaet mellem mor og far. De har stadig en stærk kærlighed til dem begge, så det rammer dem og forvirrer dem, når de taler grimt om hinanden.

- Det er det, vi hele tiden hører fra børn i de situationer; at de ville ønske, at mor og far talte pænt om hinanden.

3

Lav klare aftaler – og juster dem undervejs

- Man skal være indstillet på, at uanset hvor gode aftaler man laver, skal de justeres løbende. For både børnenes og forældrenes liv forandrer sig. F.eks. når far får en ny kæreste og børn, og han flytter længere væk.

- Det er forventeligt, at de aftaler, vi laver, ikke er statiske, men vi ser bare ofte, at mange forældre bliver rigide, når aftalerne er lavet, og så pludselig ikke vil lave dem om.

4

Del vigtig viden og informationer

- Vi ser til tider, at forældrene ikke deler den information, de får. F.eks. om hvordan børnene har det, om det er gået skidt i skolen, eller de er blevet uvenner med deres gode ven osv.

- Hvis det bliver undladt eller ligefrem hemmeligholdt, gør det det jo svært at være forælder i den anden verden, som barnet har.

- Så sæt barren højere end bare at have fokus på din egen indsats som forælder, og vær med til at gøre din ekspartner til en god forælder også.

5

Søg fælles hjælp, hvis det eskalerer

(Foto: Monkey Business Images © colurbox)

- Når man ikke kan blive enige, så skal man være klar til at opsøge nogen, der kan hjælpe med at opnå den enighed eller indgå de nødvendige kompromiser, og det kan f.eks. være privatpraktiserende psykologer, terapeuter eller konfliktmæglere.

Facebook
Twitter