Naboer var først glade over et ryddet Pusher Street. Nu bliver det svært

Synet af pushere ved indgangen til biblioteker og kirker uden for Christiania gør naboer usikre på situationen.

Michelle Christensen (tv.) og Mia Mezin Jessen (th.) bor begge på Christianshavn nær Christiania i København.

Det var med blandede følelser, at to naboer til Christiania i dag dukkede op på fristaden for at støtte christianitterne i kampen mod pusherne.

For selvom det fremkaldte nostalgiske barndomsminder at se Pusher Street uden maskerede mænd og camouflerede boder, så satte den nye virkelighed lige uden for fristadens mure gang i tankerne.

- Jeg var oppe og hente mit barn, og bare på den korte tur oppe fra Christianshavns Torv og herned står der jo nogle alle vegne og sælger ved indgangen til biblioteker og kirker og alle steder, fortæller Michelle Christensen, der er opvokset på Christiania, men i dag bor på Christianshavn.

Christiania

Hashhandlen på Christiania er i fokus, efter at en mand d. 31. august skød to betjente og en civil på Christiania. Følg seneste nyt her.

Se Tema

Det fik hende til at tvivle på, om det var den rette beslutning at rydde Pusher Street.

- Som mor bliver jeg ekstremt bekymret over, at de nu står ude på gaderne og sælger, hvor mine børn skal færdes, siger hun.

Hun kan godt frygte, hvad der nu kommer til at ske i gaderne rundt om Christiania, og hun savner tiltag, der skal passe på børnene og de øvrige christianshavnerne.

Godt, da pusherne var samlet et sted

Samme pointe kommer fra Mia Mezin Jessen, der er opvokset på Christianshavn, hvor hun stadig bor.

- Pusher Street havde udviklet sig til et lukket område, hvor folk stod med masker på gemt bag skure, og for mig hænger det slet ikke sammen med det Christiania, jeg er kommet i - i min barndom, siger hun.

Derfor havde hun også en klump af glæde i maven, da hun vågnede fredag morgen til nyheden om, at gaden blev ryddet. Men nu synes hun, at det er blevet svært.

- Man kan jo sige sig selv, at nu kommer pusherne til at stå nede på gadehjørnerne og sælge. Før var der noget godt i, at de i det mindste var samlet ét sted. Men jeg synes, det er svært nu, siger hun.