Nære kontakter til smittede med omikron anbefales isolation: 'Det kan stoppe samfundet'

Stor forvirring om regler for isolation, mens smittede venter på svar, om de har omikron.

(Foto: (Grafik) Signe Heiredal (DR))

I mandags havde Peter Andersen en hyggelig aften med en ven, som senere viste sig at have corona.

Som de fleste danskere er Peter Andersen, der er selvstændig i Odense, vaccineret. Følger han anbefalingerne, bør han gå i selvisolation i seks dage, og testes på dag 1,4 og 6, hvis vennen er smittet med varianten omikron.

Men hvis vennen i stedet er smittet med varianten delta, så behøver han ikke at gå i selvisolation, når han er vaccineret og ikke har symptomer på covid-19, dog skal han tage en test på 4. og 6. dagen.

Der er bare ét problem.

Det tager for øjeblikket ét til to døgn, før Statens Seruminstitut finder ud af, om der er tale om omikron. Derefter får Styrelsen for Patientsikkerhed besked, som så sender et brev til den smittede i eBoks.

Og hvad skal nære kontakter gøre, mens de venter på svar på, om det er den ene eller anden variant?

- Det er en gråzone, som er ubehagelig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, siger Peter Andersen, der fortæller, at det tog omkring tre timer at komme igennem køen til smitteopsporingens hotline i går.

Fra hotlinen var beskeden, at der var to muligheder: Peter Andersen kunne være forsigtig og gå i selvisolation, eller også kunne han lade være. Det var op til ham selv.

- Det sætter mig i et moralsk og etisk dilemma. Jeg kan ikke rigtigt bruge svaret til noget. Som situationen er, så kan de ikke sige andet, siger han.

Nærkontakter kan sætte samfundet i stå

I dag er der 11.650 smittede med covid, så stadig flere nærkontakter står i samme situation som Peter Andersen: Skal de gå i selvisolation, mens de venter på prøvesvar eller ej?

Smittetallene bliver ved med at stige, og det betyder flere nærkontakter med omikron dag for dag.

- Hvis alle nærkontakter til omikron anbefales selvisolation, så er det godt nok mange mennesker. Jeg tror ikke i praksis, vi kan isolere så mange, for så stopper samfundet, konkluderer professor Mads Albertsen, der er professor i kemi og biovidenskab på Aalborg Universitet.

Han siger, at smittetallene stiger så hurtigt, at testkapaciteten er under ´kæmpe pres´.

Det er derfor nødvendigt snart at se på reglerne for isolation.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at de er opmærksomme på de mange nærkontakter. Styrelsen ser løbende på, om der er behov for at ændre retningslinjerne.

Præcisering 23.00: Der er en anbefaling fra myndighederne i forhold til isolation