Næste levering kampfly er forsinket: Forsvarsministeren vil låne amerikanske fly

Den danske forsvarsminister vil låne amerikanske F-35-kampfly for at holde tidsplanen.

Torsdag landede de fire første F-35-kampfly på dansk jord på flyvestation i Skrydstrup i Sønderjylland. Men der går måske over et år, før de fire fly får selskab af næste leverance. De næste kampfly er nemlig forsinket med op mod et halvt år. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Den første sending F-35-kampfly landede sikkert på Flyvestation Skrydstrup i torsdag.

Men det er knap så sikkert, hvornår den næste leverance kampfly kan leveres.

Næste levering er nemlig forsinket med op mod et halvt år. Det oplyste forsvarsministeriet i begyndelsen af september.

Derfor vil forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) nu undersøge, om Danmark kan låne amerikanske F-35-kampfly for at holde tidsplanen med implementeringen af de danske F-35-kampfly.

- Jeg kommer til at bede min amerikanske forsvarsministerkollega om, potentielt i en periode, at vi kan låne nogle af amerikanernes fly, så vi ikke oplever et hul i leveringen, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) hilser på F-35-piloten med kaldenavnet PLA, der fløj det første F-35-fly, L-007, til Danmark. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

De amerikanske fly skal dog ikke være i Danmark. Derimod skal amerikanske fly gøre det muligt, at Danmark kan hive nogle af de danske F-35-kampfly som lige nu er i USA til Danmark.

Lige nu er der nemlig seks danske F-35-kampfly på Luke Air Force Base i Arizona i USA. De seks fly er en del af en international F-35-skole, som finder sted i USA.

Men nu foreslår forsvarsministeren, at de danske trænings-fly skifter Arizona ud med Skrydstrup. I stedet skal amerikanske fly klare træningsopgaven i Arizona.

Sådan så det ud i torsdags, da de fire første F-35 ankom til Danmark:

Oprindelig plan til diskussion

De danske fly i USA giver Danmark nogle muligheder for at rykke rundt på fly. Men hvis det lykkes at låne amerikanske F-35-kampfly, så rokker det allerede ved den plan, der er lagt.

Det siger DR’s forsvarskorrespondent Mads Korsager.

- Det har eksisteret som en tanke, at man kunne flytte flyene frem og tilbage i nødstilfælde. Jeg tror dog, at det nødstilfælde er opstået lidt hurtigere, end man egentlig havde tænkt sig.

Meldingen fra forsvarsministeren peger derfor igen i retning af, at der skal købes flere kampfly end de nuværende 27.

- Man blev enige om at købe 27 kampfly, lang tid før Rusland invaderede Ukraine. Et antal, der var en god idé i forholdsvis dyb fred, er nu et antal, der er lidt for lidt i den sikkerhedssituation, vi er i nu i Europa, siger Mads Korsager.

Derfor vil de kommende forhandlinger om et delforlig i forsvarsforliget også handle om, om der skal indkøbes flere kampfly, vurderer Mads Korsager.

- Den oprindelige plan om 27 kampfly er i hvert fald til diskussion. Vi hører allerede nu hentydninger fra både forsvarschefen og forsvarsministeren om, at man skal diskutere antallet, siger forsvarskorrespondenten.

I den kommende uge vil der være et møde på Ramstein Air Base i Tyskland, hvor både den danske og amerikanske forsvarsminister deltager. Det er på det møde, at Troels Lund Poulsen vil spørge til lånet af amerikanske fly.