Næsten alle danskere føler sig trygge

98 procent af danskerne føler sig sikre i deres by eller landsby. Kun i Finland er tallet lige så højt.

En berømt plakat af Viggo Vagnby viser en politimand, der hjælper en andefamilie over gaden. På billedet her blev scenariet gentaget, da politiet reddede en andemor og hendes 11 ællinger fra at blive trafikdræbt på Nørrebrogade i København. (Foto: Mogens Flindt © Scanpix)

Der findes ikke et land i EU, hvor borgerne føler sig tryggere i deres by eller landsby end i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra EU-Kommissionens analyseinstitut, Eurobarometer, skriver nyhedsbrevet Momentum.

98 procent af danskerne føler sig ifølge undersøgelsen trygge i deres by eller landsby. Det giver en delt førsteplads i EU sammen med Finland.

Ifølge forskningschef Anders Hede, TrygFonden, skyldes den store tryghed blandt andet det danske politi.

Politi klarer sig godt

- At bo i et retssamfund, hvor politiet behandler folk lige, spiller en meget grundlæggende rolle i forhold til trygheden, når man færdes i det offentlige rum. Det er meget vigtigt, at politiet opfører sig korrekt og ordentligt, og i den sammenhæng klarer det danske politi sig relativt godt, siger han.

Anders Hede peger også på, at rene omgivelser er vigtig for tryghedsfølelsen.

- Er buskene klippet og affaldet samlet op, eller ligger der gamle bilvrag, stjålne cykler og knuste ruder? På de områder holder vi i Danmark en temmelig høj standard, mener han.

Terror truer sikkerhed

I undersøgelsen bliver borgerne også spurgt om, hvorvidt de føler sig trygge i deres land. Her er 96 procent af danskerne trygge, og det rækker til en andenplads bag Finland.

Terror bliver nævnt som den største usikkerhedsfaktor mod den interne sikkerhed i EU, mens organiseret kriminalitet bliver henvist til andenpladsen.

Mindst trygge i Bulgarien, Italien og Ungarn

Ifølge undersøgelsen er vi mere bekymrede for cyberkriminalitet og forvaltningen af EU's ydre grænser, men mindre bekymrede for natur- og menneskeskabte katastrofer end vores EU-medborgere.

Borgerne i Bulgarien, Italien og Ungarn føler sig mindst trygge i deres by eller landsby, viser undersøgelsen, der bygger på mindst 1.000 deltagere i hvert land.

/ritzau/

Facebook
Twitter