Næsten hver anden mener, at uforpligtende sex er helt i orden

Så længe man overholder reglerne, må vi danskere gøre, som vi vil, viser ny værdiundersøgelse.

Danskerne er blevet mere frisindede. Nu er det mere acceptabelt at dyrke uforpligtende sex, viser en ny undersøgelse. (© ColourBox)

Bollevenner og engangsknald er blevet langt mere acceptabelt de sidste 20 år.

Det viser den seneste danske værdiundersøgelse, som nu har været gennemført fem gange siden 1981.

For 20 år siden var det over halvdelen af befolkningen, som mente, at uforpligtende sex på ingen måde var i orden. I dag er det kun omtrent hver fjerde, som er af samme holdning. Og omvendt er andelen, der synes sex er helt i orden gået fra 18 procent til i dag at være på 45 procent – altså tæt på hver anden.

Det skyldes, at danskerne generelt har fået et langt større frisind, forklarer Morten Frederiksen, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.

- Det er en del af en større bevægelse. Til trods for det indtryk man måske kan få i pressen, så er danskerne i stigende grad blevet mere tolerante og frisindede, fortæller han og uddyber:

- Der er kommet en bred accept af, at man kan få lov til at gøre stort set, hvad man vil, så længe man ikke generer andre mennesker.

Morten Frederiksen er også hovedforskeren bag bogen 'Usikker Modernitet: Danskernes værdier 1981-2017", som undersøger udviklingen i danskernes værdier over fire årtier ved hjælp af de fem værdiundersøgelser. Bogen udkommer den 28. maj i år.

Sædeligheden i frit fald

Det større frisind betyder, at det ikke kun er uforpligtende sex, som vinder bredere accept i befolkningen – også abort, skilsmisse og homoseksualitet har rykket sig meget gennem årene og bliver i dag anset som fuldt ud legitime handlinger af stort set hele befolkningen.

- Det øgede frisind skyldes mange forskellige kulturelle faktorer, men en væsentlig faktor er, at Danmark er et meget individualiseret land, hvor vi har holdt rettigheder i hævd og har holdt på retten til at leve vores liv, som vi vil, forklarer Morten Frederiksen.

Derfor ser man også en større accept af ulovlige handlinger som at bruge hash eller yde aktiv dødshjælp. Her er der dog stadig mange, som er i tvivl, bemærker Morten Frederiksen.

Vi er stadig 'tough on crime'

I værdiundersøgelsen har man også målt på danskernes holdning til ulovlige handlinger, som går ud over fællesskabet.

Her bakker flertallet af danskerne stadig op om, at man betaler sin skat og overholder regler og love. Men også her er der sket mindre skred, når det handler om at snyde fællesskabet. Det ser vi eksempelvis i holdningen til at tage bussen uden billet eller snyde med sociale ydelser, fortæller Morten Frederiksen.

En af forklaringerne på det kan være, at flere ikke stoler lige så meget på de forskellige systemer som tidligere. Derfor er man også mere tilbøjelig til at synes, at snyd er okay:

- Den offentlige transport har mistet noget af sin legitimitet, fordi den er blevet dårligere, og de sociale ydelser er også noget, man oplever – i mediebilledet i hvert fald – er blevet strammet og et sted, hvor man behandler folk meget hårdt, siger Morten Frederiksen.

Det betyder, at flere kan være tilbøjelige til at spørge sig selv, hvorfor de skal betale for deres billet, når bussen eller toget alligevel ikke kommer til tiden:

- Hvis man synes, der er nogle fejl ved systemerne, eller man synes, de er uretfærdige, så kan det ændre på hvor meget, man bakker op om dem, og hvor meget, man vil acceptere, at folk snyder.

Facebook
Twitter