Naima læser til sosu: 'Jeg elsker at passe på andre mennesker'

Flere borgere med ikke-vestlig baggrund bliver ansat i den kommunale ældrepleje.

Naima Amrissani på 32 år har boet i Danmark i fem år. Hun elsker at passe på ældre mennesker og var ikke i tvivl om, at hun ville være sosu-assistent. (Foto: DR Nyheder)

Da 32-årige Naima Amrissani kom til Danmark fra Marokko for fem år siden, begyndte hun at høre om ældre, der føler sig ensomme.

Når hun gik på gaden eller i sin opgang og faldt i snak med ældre mennesker, slog det hende, hvor mange der boede alene.

- Det gjorde ondt. I min kultur er det de unge, der passer på de ældre, indtil de dør. Og jeg sagde til mig selv "hvorfor skal jeg ikke passe på dem, når jeg kan", siger hun.

Hun læser nu på 2. år af sosu-assistentuddannelsen i Brøndby. Men Naima Amrissani er ikke den eneste med ikke-vestlig baggrund, der har valgt at gå den vej.

Ifølge en ny analyse foretaget af magasinet Momentum, der er KL's nyhedsbrev, er antallet af fuldtidsansatte på social- og sundhedsområdet med ikke-vestlig baggrund steget med ni procent fra 2016 til 2017.

Generelt er deren omfattende mangel på sosu-assistenter i alle dele af landet. Men det er første gang, at antallet af nyansatte med ikke-vestlig baggrund overhaler de etniske danskere på området.

Ikke kun hygiejne og pleje

Ved siden af studiet arbejder Naima Amrissani på et plejehjem for demente. Selvom hun har en uddannelse i jura fra Marokko, er hun ikke i tvivl om, at hun har valgt rigtigt. Hun kalder det for "det bedste valg", hun har truffet i sit liv.

- Jeg elsker at passe på andre mennesker. Jeg har kun min mormor tilbage af bedsteforældre. Det er mit ønske at passe på beboerne, som jeg passer på min mormor. Det giver mig en tryghed, når jeg er sammen med ældre mennesker. Jeg har det godt og sjovt sammen med dem, siger hun og fortsætter:

- Mange tror, at arbejdet kun handler om hygiejne og pleje. Men det er ikke kun det. Det er os, der er helt tæt på de ældre og viser dem omsorg og tryghed.

Det er også omsorgen over for mennesker, der har tiltrukket Emine Kuscu på 34 år til faget. Hun læser ligeledes på 2. år af sosu-assistentuddannelsen, men det var langt fra givet, at hun skulle gå i den retning.

I over 14 år arbejdede hun som salgsleder i tøjkæden H&M, men da hun fødte sin søn for tidligt og skulle passe og pleje ham, fik hun øjnene op for, hvor vigtigt det er med plejepersonale i samfundet.

- Det var et meget stort skifte. Men for mig føltes det at hjælpe andre som mere værd end at finde ud af, hvad de skal have på af tøj. Jeg var rigtig glad for mit arbejde, men det her er jeg endnu mere glad for, siger hun.

Kærlige drillerier med sproget

Generelt mærker de to kvinder ikke nogen store forskelle i arbejdet i forhold til, at de har en anden baggrund. Men sproget var i begyndelsen en udfordring for Naima Amrissani.

Da hun skulle ud i sit første praktikforløb, var hun lidt bange for, at det ville være et problem. Men det modsatte viste sig.

- Vi kan sagtens forstå hinanden. Jeg er stadig i gang med at lære sproget, men der er mange af mine beboere, der lærer mig nye ord og er rigtig søde, siger hun.

Naima Amrissani husker især én episode på sit første praktiksted. En ældre kvinde spurgte hende, om hun ikke kunne hente en "jordemoderkaffe". Lettere forvirret gik hun ud i køkkenet og begyndte at kigge efter et kaffemærke med ordet på. Efter lidt tid gav hun op og gik tilbage til beboeren.

- Jeg spurgte hende, om hun var sikker på, at hun fik "jordemoderkaffe" normalt? Hun forklarede grinende, at jordemoderkaffe betyder stærk kaffe, fortæller Naima Amrissani med et stort smil.

- De drillede mig lidt i begyndelsen med mit sprog. Men på en god måde, slet ikke en dårlig.

Facebook
Twitter