Nakisa om ny bachelor-ordning: Hvorfor var muligheden der ikke for et år siden?

Nakisa Eftekhari er glad for, at det kan blive nemmere at blive ansat som bachelor.

Nakisa Eftekhari holder pause fra studiet efter at være blevet bachelor. Hun er begejstret for den nye ordning. (© Privat/Instagram)

Sidste sommer blev 22-årige Nakisa Eftekhari færdig som bachelor i virksomhedstudier og psykologi på Roskilde Universitet.

Hun kunne have valgt at gå direkte videre til kandidatuddannelsen, men i stedet valgte hun at tage et år væk fra studierne for at få noget erhvervserfaring og en pause fra universitetet.

- Det gik ikke helt efter planen. Jeg søgte en masse steder, også ulønnede praktikstillinger. Jeg fik afslag fra 10 procent af dem, resten hørte jeg slet ikke fra.

På den baggrund bliver hun lidt misundelig, da hun hører om det nye tiltag med ’bachelorløftet’.

Med det løfte har flere end 100 virksomheder i Danmark nu skrevet under på en hensigtserklæring om, at de vil ansætte bachelorer, som på den måde kan prøve kræfter med arbejdsmarkedet, inden de vender tilbage til studiet og tager en kandidatoverbygning.

De studerende, der har færdiggjort deres bachelor, er i tre år garanteret at kunne vende tilbage til deres uddannelse og læse til kandidat, efter de har været væk fra studiet.

- Hvorfor var det her der ikke sidste år? Det lyder da megafedt! Og det er noget, der har manglet. Jeg ved, at jeg er langt fra den eneste, der har valgt at gøre sådan her.

Har fået mulighed for at få erfaring

Blandt de over 100 virksomheder, som har skrevet under på bachelorløftet, er store firmaer som A.P. Møller-Mærsk, H&M, Danske Bank og Grundfos.

Tiltaget er en del af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers’ (V) reform, som skal gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt og gøre det nemmere for både studerende og virksomheder at finde det rigtige match.

Nakisa Eftekhari har i øvrigt fået en mulighed for at få noget af den erfaring, som var hendes plan med studiepausen.

- Fra næste uge begynder jeg et praktikforløb i den sushi-virksomhed, hvor jeg i forvejen har et studiejob. Jeg gør det gratis for at få noget erfaring. Men jeg håber på, at jeg måske kan få et deltidsjob der, mens jeg tager kandidatuddannelsen.

Vil tage overbygning på CBS

Hun håber på at komme ind og tage sin overbygning på cand.soc. i HR-management-studiet på CBS. Men hun ser det som det vigtigste at få suget noget erfaring til sig på arbejdsmarkedet.

- Jeg har tænkt over, om jeg ville søge tilbage og tage kandidatuddannelsen, hvis jeg fik det rigtige job nu. Der er selvfølgelig nogle læringsprocesser, som er vigtige at få med fra uddanelsen, men det handler mere om erfaring, når du skal have et job.

- Og hvis du først er kommet ind det rigtige sted, vil de muligvis også investere i, at du får efteruddannelse ved siden af jobbet.

Facebook
Twitter