Nana siger nej til coronavaccine: 'Jeg er så glad for, at vi har det frie valg'

Fem procent af de danskere, der tilbydes coronavaccinerne, forventes at takke nej.

Nana Rytter Nielsen siger takker nej til coronavaccinen. Hun mener ikke, fordelene ved vaccinen opvejer de risici, hun ser. (Foto: (C) DR Nyheder © (c) DR)

Rettelse: Før stod der, at Nana Rytter Nielsens valg baserede sig på hendes følelser og fornemmelser.

38-årige Nana Rytter Nielsen har truffet et valg: Hun skal ikke vaccineres med hverken Pfizer, Moderna eller nogle af de andre covid-19-vacciner.

- For mit vedkommende, for mig, der er vaccine ikke det bedste, siger hun.

- Jeg er bange for de bivirkninger, de har registreret, at man kan være uheldig at få. Og så er jeg bange for potentielle bivirkninger, som vi ikke kender til, fordi vi ikke har fået testet vaccinerne i lang nok tid.

Nana Rytter Nielsen er iværksætter og mor til to børn, som heller ikke skal vaccineres.

Hun erkender, at hun ikke har faglig indsigt i vaccinerne og de potentielle bivirkninger, men føler selv, at hun har sat sig godt ind i tingene.

- Jeg er ikke professor. Det her er bare min egen holdning, men jeg er så glad for, at vi har det frie valg, siger hun.

Mistillid til systemet

Knap 55 procent af befolkningen er færdigvaccineret, og 72 procent har fået første stik.

Vaccinationsprogrammet er frivilligt, og eksperter forventer, at omkring fem procent af dem, der tilbydes covid-19-vaccinerne, vil vælge dem fra.

Ifølge adfærdseksperter skyldes mistilliden oftest tidligere negative erfaringer med sundhedssystemet eller den offentlige sektor i bredere forstand.

For Nana Rytter Nielsen handler det om usikkerhed.

- De (sundhedsmyndighederne, red.) laver et skud i tågen for, hvad der er bedst. Men der er jo ikke nogen, der kan spå om fremtiden. Så der er ikke nogen, der kan sige, om det er det her, der er det aller, aller bedste, siger hun.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og sundhedsmyndighederne i alle lande anbefaler, at man får vaccinen. Hvorfor har du ikke tillid til den vejledning, de giver?

- De anbefaler jo ud fra, hvad de tror, og hvad de ved pt. Men de tager jo også fejl nogle gange. De har jo også anbefalet, at små børn skal have mælk. Nu er anbefalingen, at det skal de ikke, før de er minimum 1 år. Så det ændrer sig hele tiden. Og denne her sygdom er så ny, svarer Nana Rytter Nielsen.

Risici for senfølger er større end risici for vaccine-bivirkninger

Professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørgen Kolmos afviser dog hendes argument med den begrundelse, at man heller ikke kender til langtidsfølgevirkningerne af at have været smittet med covid-19.

- Det er ikke rigtigt, at der er større risiko ved at lade sig vaccinere, end ved at blive smittet med coronavirus. Det har Sundhedsstyrelsen lavet beregninger på. Og gevinsten ved at blive vaccineret, er klart større end ved at få sygdommen, siger han og tilføjer:

- Er man 38 år og får sygdommen, så er man faktisk i større risiko for at få alvorlige langtidsfølgevirkninger af sygdommen, end de her meget sjældne bivirkninger ved vaccinen.

Professoren appellerer også til vaccinenægternes samfundsansvar:

- Vi må ikke glemme, at der faktisk også er nogen i de yngre aldersklasser, der bliver alvorligt syge og som skal indlægges. Vi kan bare se til Sydøstasien lige i øjeblikket - der er det de unge, der bliver indlagt, siger Hans Jørgen Kolmos.

Argumenterne om samfundsansvar preller dog af på Nana Rytter Nielsen, som heller ikke tager imod influenzavaccinen.

- Jeg vælger de vacciner, jeg synes er vigtige, men jeg føler ikke, der er behov for covid-19-vaccinen i forhold til, hvad jeg synes, der er af risiko, siger hun.

- Det er også meget få, der bliver meget syge af corona. Det er jo ikke sikkert, at jeg nogensinde får corona, men hvis jeg tager vaccinen, så er det helt sikkert, at jeg har fået den og det, der potentielt kan være af bivirkninger.

Hun erkender samtidigt, at det kan være rigtig svært at stå op for det frie valg.

- Det er rigtig svært at stå imod, fordi der er så meget pres på fra samfundet, siger Nana Rytter Nielsen.

Facebook
Twitter