Nanna har bipolar lidelse: 'Finder jeg nogensinde en, der kan rumme mig og min sygdom?'

Selvom Nanna kæmper med psykisk sygdom, føler hun sig stærk hver dag.

Nanna er 27 år og har bipolar lidelse type II.

Hun har ikke altid været psykisk syg. Først for fem år siden mærkede hun symptomerne, og for to år siden fik hun så diagnosen.

I tiden efter har sygdommen med få måneders mellemrum taget over og sendt hende ud og ind af psykiatrien.

I hverdagen sætter den også sine spor, og hun kan kun arbejde få timer om ugen, ligesom der er mange andre ting, hun ikke længere har overskud til at gøre.

Selvom sygdommen er en fast følgesvend, og det i sig selv ikke er nemt, er Nanna opsat på at finde kærligheden og vejen til det gode liv.

Nanna fortæller om sit liv, sine drømme og sin sygdom her. Fortalt med hendes egne ord.

18. juli 2019: Indlæggelse

Klokken er 23.30, og jeg er lige blevet indlagt på Roskilde Sygehus’ psykiatriske afdeling. Jeg har rigtig mange selvmordstanker. De er rigtig slemme, og jeg er bange for, at jeg kan finde på at handle på dem.

Dagen efter

Det, der er så fedt ved at være her, er, at man ikke kan åbne vinduerne særlig meget, så der er ikke noget sted, du kan hoppe ud, og der er ikke noget du kan hænge dig i eller skære i dig selv med. Der er ikke nogen fristelser.

I forhold til at være indlagt har jeg det sådan, at det er jeg bare nødt til. Jeg vil selvfølgelig helst undgå det, men jeg er også realistisk, og hvis det er det, der skal til, for at jeg får det bedre, gør jeg det.

Jeg synes, fremtiden er meget svær, og jeg bekymrer mig meget om den. Og jeg bliver ked af det, når jeg taler om den, fordi den er så usikker.

Finder jeg nogensinde én, der kan rumme mig og min sygdom?

Cirka 1,5 uge senere i Køge

Klokken er 14.07, og jeg sidder her i min gyngestol hos mine forældre. Jeg er nemlig blevet udskrevet fra psyk (psykiatrisk afdeling, red.) i Roskilde i dag, og jeg har det meget bedre, end jeg havde for en uge siden.

Første gang

Jeg begyndte at få symptomer i foråret 2014, hvor jeg læste til fysioterapeut og mærkede en periode, hvor jeg havde det rigtig, rigtig godt. Jeg havde overskud og påtog mig flere opgaver, end jeg plejede at gøre. Det stod på i noget tid, en uge eller 14 dage, og så gik jeg ned i en depression.

Det var den 17. marts 2014, og det var første gang, jeg mærkede det.

Sygdommen

Den har ændret mit liv rigtig meget. Det er slet ikke det samme, som det var før.

Bare sådan noget som min gymnastik, som jeg holder enormt meget af. Jeg kan maks. være aktiv i en time til halvanden, før jeg går død. Ikke fysisk, men det er mit hoved, der ikke kan følge med.

Jeg kan ikke være til større arrangementer i mere end tre eller fire timer ad gangen. Jeg var til barnedåb i søndags og blev helt vildt ked af det, da jeg kom hjem, for jeg ville gerne være blevet til det sluttede og få talt med alle. Men det kan jeg bare ikke.

Min hverdag

Jeg sover mellem 10 og 12 timer hver nat. Så jeg står op omkring klokken ni og får morgenmad og går i bad og alt det der. Undtagen hvis jeg er depressiv. Der kan det godt være svært at komme op og spise.

Og så har jeg et skema, hvor alle ugens dage står på. Der har jeg en lille form for aktivitet hver dag. Det kan godt bare være at gå ned i byen og købe noget eller gå en tur ude i skoven. Jeg skal ligesom have noget hver dag at stå op til. Hvis jeg ikke har det, kan jeg godt få depressive tanker.

Jagten på balancen

Mit mål er at finde en balance mellem hvile, arbejde og gymnastik. At finde balancen i livet. Det lyder stort og universelt, men det er vigtigt for mig. At finde ud af, hvor meget jeg kan holde til.

Jeg er i en proces med flexjob, hvor jeg skal finde ud af, hvor meget jeg kan arbejde, og den gik lidt i stå, fordi jeg blev indlagt i april.

Jeg var oppe på fire ugentlige arbejdstimer, og da jeg steg til seks timer, gik der 14 dage, og så blev jeg indlagt.

Så nej, jeg synes ikke, jeg er et sted endnu, hvor jeg har den balance, som jeg gerne vil have. Men jeg er sikker på, at den nok skal komme. Det skal nok falde på plads. Det tager bare tid.

Og det gør til tider ondt. Når jeg for eksempel sidder til et bryllup, hvor parret er nogle, jeg holder meget af, og som jeg gerne vil fejre, men hvor jeg bare ikke kan klare mere end at være der i nogle timer. Jeg vil så gerne være der og vise overfor dem, at jeg er der for dem, men jeg kan ikke.

Det gør mig helt vildt ked af det, men jeg ved, at hvis jeg presser mig selv for meget, kommer jeg derud, hvor jeg får selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på mig selv, og så skal jeg indlægges.

Væk fra Aarhus – hjem til Køge

Jeg flytter hjem til mine forældre, hvor jeg skal bo på mit gamle værelse i seks – syv ugers tid, før jeg flytter ned i deres lejlighed i kælderen.

Jeg er jo på kontanthjælp, så jeg har ikke så mange penge at rutte med, og det er ikke lykkedes for mig at finde en lejlighed, som jeg kan betale.

Det er overhovedet ikke et nederlag at flytte hjem. Jeg glæder mig til at komme tættere på min familie og venner.

Verden omkring mig

Jeg ville ønske, at andre mennesker vidste, at psykisk sygdom ikke er farlig.

Det er ikke den, jeg er, det er noget, jeg har. Ligesom at have sukkersyge. Det er også en sygdom, der påvirker ens hverdag rigtig meget, og man kan ikke bare gøre det samme, som man kunne førhen.

Sådan er det også at have en psykisk lidelse. Det er bare sindet, den er gal med, og ikke kroppen.

'The dating game'

Mig og Tinder er ret gode venner efterhånden. Jeg har datet meget.

En gang eller to har jeg prøvet at fortælle, at jeg har en psykisk lidelse i en besked, men jeg vil meget hellere fortælle det, når man mødes.

Så kan man få den oprigtige reaktion, og så kan jeg vurdere en masse ting på, hvordan den her person reagerer på det. Om personen er nysgerrig eller ved en masse i forvejen.

Jeg bliver ikke ked af det, hvis en date ikke går godt, eller jeg bliver fravalgt. Selvfølgelig er det da ærgerligt, men det er ikke sådan, at jeg går ned i en depression. Slet ikke.

Kærligheden

Jeg er biseksuel, så det er underordnet for mig, om det er en mand eller en kvinde, men jeg leder helt klart efter en kæreste.

Jeg savner at have en, der både er ens bedste ven og ens elsker. Det med at én, der har valgt mig for den person, jeg er. Det synes jeg der er noget smukt i.

Jeg tror klart, det er nemmere, hvis min kommende partner selv har haft en psykisk sygdom eller haft det tæt inde på livet, for så har man en anden forståelse for det, end hvis man ikke har mødt det før.

Jeg tror, min ekskæreste slog op, fordi han ikke kunne rumme, at jeg var så ustabil. Han vidste aldrig, hvordan jeg havde det, når han ringede til mig. Han bekymrede sig enormt meget, sagde han.

Når jeg sagde, at jeg havde det godt, var det så, fordi jeg havde det godt eller for godt. Var jeg på vej opad, eller havde jeg bare en helt almindelig god dag.

Styrken i sygdommen

Som person er jeg meget positivt anlagt, så jeg synes faktisk, det er svært at svare på, hvornår jeg føler mig svagest. Jeg synes ikke rigtig, at jeg føler mig svag som menneske.

Det er ikke noget, jeg tænker over, og jeg vil hellere lægge vægt på der, hvor jeg føler mig stærk, fordi det er der, jeg føler, at der er noget at hente, og at jeg har noget at give.

Jeg føler mig stærk hver dag. Fordi jeg tror, at jeg bliver stærk af at svømme mod strømmen. Og det gør jeg stort set hver dag med den her sygdom.