Naser Khader er vred på TDC-reklame

De Konservatives Naser Khader mener det er skadeligt for integrationen af muslimer i Danmark, når TDC laver reklamekampagner, der viser en muslimsk familie, hvor alle pigerne bærer tørklæder og har dækket armene ned til håndleddene.

Reklamen er optrykt i landets aviser og handler om familien Hardan, der takket være TDCs produkter kan samles i en travl hverdag for 0 kroner i minuttet. (Foto: Skærmdump)

Det er skadeligt for demokratiet og integrationen af muslimer i Danmark, når TDC laver reklamekampagner, der viser en muslimsk familie, hvor alle pigerne bærer tørklæder og har dækket armene ned til håndleddene.

Det mener de Konservatives Naser Khader, der opfordrer TDC til at droppe fordommene, skriver Berlingske.dk.

Reklamen er optrykt i landets aviser og handler om familien Hardan, der takket være TDCs produkter kan samles i en travl hverdag for 0 kroner i minuttet.

Problematisk kvindesyn

På billedet har fru Hardan og de to døtre tørklæder og lange ærmer på, mens hr. Hardan, der styrer vandpiben, har korte ærmer ligsom sin søn, der også sidder i shorts.

Og det forherliger et problematisk kvindesyn, mener Naser Khader.

- Vi er nogle, der hver dag kæmper for at forklare, at man godt kan være en god muslim uden at bære tørklæde. Men det falder jo til jorden med det der, fordi man gør dem til rollemodeller, som vi kæmper imod. Man løfter tørklæderne op til at være det ideelle i den politiske korrektheds navn. Det er skadeligt for demokratiet og det hjælper ikke integrationen, siger Naser Khader til berlingske.dk.

Afviser kritikken

Han mener, at kampagnen gør det sværere for de muslimske piger, der kæmper mod tørklædet, og i øvrigt mener han, at TDC med sin kampagne bekræfter folks fordomme overfor muslimer.

Hos TDC afviser man kritikken fuldstændig.

- Familien, som vi bruger i Samtale Family-kampagnen, er helt almindelige kunder hos TDC, og det er vi glade for. Om de bærer tørklæde eller ej, synes jeg, er deres helt egen sag. Vi blander os heller ikke i, hvilket tøj de to andre familier, som også deltager i Samtale Family-kampagnen, har på. Vi fokuserer på, hvilke behov og ønsker, vores kunder har til TDC's produkter - ikke til, hvad de bærer på hovedet eller tror på, siger TDCs pressechef Nicolaj Due til berlingske.dk.

Facebook
Twitter