Natarbejde giver øget risiko for brystkræft

Kvinder der har natarbejde har 70 procent større risiko for at få brystkræft, end kvinder der arbejder om dagen. Kunstigt lys forstyrrer produktionen af et beskyttende hormon.

Kvinder der arbejder om natten har 70 procent større risiko for at få brystkræft, end kvinder der arbejder om dagen. (© AP Graphics)

Natarbejde giver kvinder en øget risiko for at få brystkræft. Faktisk er risikoen 70 procent større, end for kvinder der arbejder om dage.

Årsagen er den kunstige belysning natarbejdet foregår i.

Når det er mørkt om natten, dannes hormonet melatonin, som tilsyneladende beskytter mod brystkræft. Så skulle man tro, at melatoninen ville blive dannet, når man sover på et andet tidspunkt, men så enkelt er det ikke.

Årsag og sammenhæng

En undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse lavede i 2001, viste den klare sammenhæng mellem natarbejde og en øget risiko for brystkræft. Det er en ny amerikansk undersøgelse, der dokumentere, at årsagen er kunstigt lys i nattetimerne.

- Problemet er, at man ikke kan vende om på nat og dag fra den ene dag til den anden. For mens lyset altid undertrykker dannelsen af melatonin, så fremkalder mørket i sig selv den ikke, siger seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse til Berlingske Tidende.

Døgnrytme kan ændres

Det er muligt for kroppen at bytte om på nat og dag, men det tager en uges tid.

Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse med at undersøge flere sammenhæng mellem brystkræft og natarbejde:

- De skal vise, hvilke rytmer der er bedst at arbejde i, siger Johnni Hansen. Undersøgelsen ventes at være klar midt på året.

Facebook
Twitter