Natarbejde ødelægger hormonbalancen og skader helbredet

Forskningsprojekt belyser, hvilke konsekvenser natarbejde har for helbredet.

Det kan være skadeligt for helbredet med for meget natarbejde, viser forskning. (Foto: Kristian Sæderup © Scanpix)

Politifolk, pleje- og rengøringspersonale er blandt de erhvervsgrupper, som arbejder om natten.

Og det er ikke uden omkostninger at være på arbejde, mens de fleste andre sover. Det viser resultaterne fra et forskningsprojekt fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Et af projektets konklusioner er, at det især er farligt for helbredet at have flere nattevagter i træk. Årsagen er, at de naturlige døgnrytmer kommer ud af takt, des flere nattevagter man har efter hinanden.

- Man kan sammenligne det med et orkester, der kommer ud af takt. Hormonerne er vigtige for, at vores krop fungerer optimalt. Og om dagen har man brug for andre hormoner end om natten, siger projektleder Anne Helene Garde.

Hormoner udskilles forskelligt

Forskningsprojektet ”Midt om natten” har undersøgt hormonniveauet i spytprøver fra 73 politifolk, der arbejder om natten.

Resultaterne viser, at natarbejde påvirker kroppens udskillelse af hormonerne kortisol, testosteron og melatonin. Hvor de tre hormoner følges ad hos folk, der arbejder om dagen, bliver de udskilt på forskellige tidspunkter hos folk med natarbejde.

Natarbejdets konsekvenser kan også mærkes ganske konkret i hverdagen:

- De fleste, der arbejder om natten, bliver trætte og har svært ved at sove nok. Nogle har problemer med maven og med humøret, siger Anne Helene Garde.

Hun anbefaler derfor, at folk med nattearbejde sørger for at minimere det og især minimere antallet af nattevagter i træk. Derudover skal man prioritere sin søvn højt.

Facebook
Twitter