Nationalpark i flammer: Brandfolk ved at løbe tør for vand

Beredskab forsøger at slukke brand i nordjysk plantage. Mangel på vand, kraftig vind og en knastør natur besværliggør slukning.

Slukningsarbejdet besværliggøres af, at naturen her i Stenbjerg Klitplantage er knastør. (Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er tirsdag eftermiddag udbrudt brand i Stenbjerg Klitplantage i Nationalpark Thy.

Branden har ramt et område mellem kystlinjen og Istrupvej.

Det oplyser Nordjyllands Beredskab, der har sendt 15-16 køretøjer og 45-50 mand ud for at bekæmpe branden. Desuden stiller Beredskabsstyrelsen blandt andet med en drone.

- Vi har lavet nogle standsningslinjer og håber, at vi kan holde ilden bag dem, fortæller René Kerup, der er chefvagt hos Nordjyllands Beredskab.

Lige nu er de ved at fælde en række træer, hvilket skal være med til at forhindre, at ilden spreder sig.

- Vi kæmper på højtryk. Jeg håber, det lykkes. Ilden er opstået et sted, hvor der ikke er mange veje eller vand, så det gør arbejdet besværligt, siger René Kerup.

Blæst og ingen vand

Desuden er naturen knastør, og det blæser med omkring otte meter i sekundet.

- Vi er også udfordret med hensyn til vandsituationen, da vi kun har det vand, der er i tankvognene og enkelte småsøer i området, siger René Kerup.

- Det er med at få branden fanget, mens den er lille. Ellers spreder den sig, og så bliver udfordringen med at slukke den endnu større, siger han.

René Kerup fortæller, at en det tog omkring 3 uger at slukke en tilsvarende brand i området tilbage i 2004.

Facebook
Twitter