Naturstyrelsen: Nej til bænk og bål ved vandet

Ansøgninger om bede, bålplads og havemøbler ved vandkanten bliver ofte afvist af Naturstyrelsen, og det undrer borgere og en professor.

Naturstyrelsen siger næsten altid nej til ansøgninger om at sætte møbler, bygge terasse eller anlægge højbede inden for strandbeskyttelseslinjen. (© DR)

Svaret er som regel et rungende nej, når borgere søger om lov til at placere en bænk, en bålplads, en beachvolleybane, et sæt havemøbler, en terrasse eller et højbed inden for strandbeskyttelseslinjen.

I bebygget område er den 100 meter, mens den er 300 meter andre steder, skriver Jyllands-Posten.

- Styrelsens praksis er fuldstændig forrykt, og man mangler i den grad proportioner i afgørelserne. I dag kan du reelt sidde på en bænk og få at vide, at du ødelægger miljøet, mens du samtidig kan iagttage en 150 m høj vindmølle, der har fået lov til at stå lige i strandkanten, siger Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet.

Meget restriktiv tolkning

Han mener, at den meget restriktive tolkning af loven er gennemgående.

- Det ligner et beskæftigelsesprogram til alle de mennesker, som man har ansat til at genere folk med ligegyldigheder, siger han.

Anna Solveig Rosengreen har på slægtsgården ved Lovns Bredning i Limfjorden fået besked om at fjerne en nyanlagt terrasse og et højbed i forlængelse af ejendommen ca. 120 m fra vandkanten.

- Jeg forstår ingenting. Det er grotesk, at Naturstyrelsen blander sig i, hvad der sker uden for min køkkendør, siger hun til avisen.

/ritzau/