Naturvejleder jubler: 'Vild natur er bare en milliard gange federe'

To nye natur-nationalparker er godt nyt for biodiversiteten, lyder det.

Et område ved Fussing skal nu være naturpark

- Vild natur skaber rigtig mange fede levesteder til sjældne dyr og planter. Det er et godt redskab til at få mere biodiversitet.

Sådan lyder det fra Morten D.D. Hansen, der er uddannet biolog og

naturvejleder
, efter at Danmark skal have to nye natur-nationalparker, hvor naturen får lov at vokse vildere.

- Vild natur er bare en milliard gange federe og fascinerende end kultiveret natur, fortsætter han.

Det er regeringen og støttepartierne Enhedslisten, SF, De Radikale og Alternativet, der er blevet enige om at etablere de to parker, der skal ligge ved Fussingø ved Randers og Gribskov i Nordsjælland.

Ifølge skovrider Peter Brostrøm i Naturstyrelsen Kronjylland er det glædeligt, at der kommer fokus på at få mere vild natur i det danske landskab.

- Det vil

gavne
biodiversiteten, fordi der vil komme insekter, fugleliv og blomster i sådan et vildt område. Vi er rigtig glade for det, siger han.

VIDEO: Hør skovrider Peter Brostrøm fra Naturstyrelsen Kronjylland fortælle om fordelene med naturskov:

Vilde heste og kvæg er essentielle

Danmark har allerede fem nationalparker, men natur-nationalparker adskiller sig ved at være mere vildtvoksende, større og med naturens egne præmisser i fokus.

I de kommende naturområder vil vilde heste og hjortevildt blive sat ud, og det er, ifølge Morten D.D. Hansen, det, der skaber et rigere plante- og dyreliv i fremtiden.

- Dyrenes græsning er med til at skabe et uensartet landskab og dermed mange flere levesteder. Derudover laver dyr lort ligesom os, og der er tonsvis af insekter, der lever af de her kokasser og hestepærer og dermed også rigtig mange fugle, der er afhængige af de her insekter, forklarer han og forsætter:

- Det er én stor fødekæde, der skabes af dyrenes

tilstedeværelse
. Det er super fedt.

Udover at det er godt for biodiversiteten, at Danmarks arealer også bliver dedikeret til vild og dynamisk natur, så bliver det også langt mere spændende for danskerne at besøge områderne, mener Morten D.D. Hansen.

- Der er ikke særlig mange, der tager på turisttur til de flotte kornmarker mellem Vejle og Kolding. Det er der ingen, der gider. Man vil gerne oplevet noget, der er anderledes og vildere. Det vil de her naturnationaparker give mulighed for, siger han.

Facebook
Twitter