Navneforbud ophævet: Topchef i Bunker Holding sigtet i Dan-Bunkering-sagen

Sag om muligt brud på EU-sanktioner rykker tættere på oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen.

Bunker Holdings administrerende direktør, Keld Demant, er sigtet efter straffelovens paragraf om sanktionsbrud, der kan give op til fire års fængsel. (Foto: Dr © dr)

Bagmandspolitiet har sigtet den fynske milliardvirksomhed Bunker Holding for at have solgt og leveret jetbrændstof til brug i Syrien fra 2015-2017 - i strid med EU's sanktioner.

Også Bunker Holdings administrerende direktør, Keld Demant, er sigtet efter straffelovens paragraf om sanktionsbrud, der kan give op til fire års fængsel.

Det kan DR fortælle, efter at Østre Landsret i dag delvist ophævede et navneforbud i sagen. Yderligere en person er sigtet, men stadig omfattet af navneforbud.

Bunker Holding ejer virksomheden Dan-Bunkering, der - som DR tidligere har omtalt - blev sigtet i sagen i september sidste år. Bunker Holding omsatte sidste år for omkring 70 milliarder kroner og er blandt Danmarks ti største virksomheder målt på omsætning.

Bunker Holding, Keld Demant og den anden person blev sigtet samtidig, men Retten i Odense nedlagde forbud mod at omtale dem ved navn. Det navneforbud blev delvist ophævet ved et retsmøde i Østre Landsret i dag.

Bunker Holding er en af verdens største leverandører af brændstof til skibe. Virksomheden ejes af oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen, der er en af Danmarks rigeste mænd. Han er også bestyrelsesformand i Bunker Holding.

Leverancer til brug i Syrien

DR afslørede sidste år, at Dan-Bunkering er involveret i en sag om leverancer af jetbrændstof til Syrien.

Afdækningen viste, at virksomheden ifølge amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder har været involveret i leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til brug for russisk militær i Syrien.

Leverancerne skete i en periode, hvor russiske kampfly gennemførte massive bombetogter til støtte for Syriens præsident, Bashar al-Assad. Danske myndigheder fik flere gange efterretninger fra USA om, at virksomheden så ud til at bryde EU's sanktioner. Alligevel blev sagen ikke efterforsket, før DR bragte den frem.

EU forbød i 2014 salg, leverancer og eksport af jetbrændstof til brug i Syrien for at beskytte civilbefolkningen i landet.

Kreditter og pengeoverførsler

Med sigtelsen bliver ejerselskabet Bunker Holding nu direkte sat i forbindelse med sagen om Dan-Bunkerings leverancer af jetbrændstof til Syrien.

Retsdokumenter i sagen viser, at Bagmandspolitiet antager, at Bunker Holding har givet kreditter til leverancerne af jetbrændstof. Dette afviser Bunker Holding.

Koncernens egen bank, Danske Bank, gjorde allerede i august 2018 myndighederne opmærksomme på, at Bunker Holding kunne være involveret i sagen. Det skete, da banken indberettede tre transaktioner til i alt 29 millioner kroner mellem Bunker Holding og det russiske selskab Maritime.

Danske Bank havde mistanke om, at der var foregået brud på EU’s sanktioner.

I indberetningen beskrev banken pengeoverførsler for flere hundrede millioner kroner mellem Maritime og Dan-Bunkering, og derudover omtalte banken altså også de tre overførsler fra Maritime til Bunker Holding.

Det russiske selskab Maritime har ifølge det russiske udenrigsministerium haft ansvar for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Tættere på ejeren

Med sigtelserne mod Bunker Holding og Keld Demant rykker sagen tættere på koncernens ene-ejer, milliardæren Torben Østergaard-Nielsen.

Han ejer både Dan-Bunkering og Bunker Holding gennem konglomeratet United Shipping & Trading Company.

Den administrerende direktør i Bunker Holding, Keld Demant, har i over ti år arbejdet for Torben Østergaard-Nielsen. Han sidder i bestyrelsen for Dan-Bunkering og har bestyrelses- og direktørposter i yderligere fem af Torben Østergaard-Nielsens selskaber.

I en skriftlig kommentar til DR skriver Keld Demant, at ophævelsen af navneforbuddet i dag intet ændrer i sagen.

- Som formand for bestyrelsen i selskabet [Dan-Bunkering, red.], har jeg naturligvis det overordnede ansvar for virksomheden, men er selvfølgelig ikke nede i de ca. 20.000 handler som Dan-Bunkering foretager årligt. De 8 danske myndigheder, der har undersøgt sagen, har d.d. ikke fundet handler, der strider mod nogle sanktioner.

Ifølge Keld Demant har de amerikanske myndigheder i deres undersøgelser af jetbrændstofleverancer til Syrien renset Dan-Bunkering for mistanke.

- Det forventer jeg, at de danske myndigheder også når frem til, uden at der går 3 år yderligere med undersøgelser, lyder det fra Keld Demant, der understreger, at han udtaler sig som formand for bestyrelsen i Dan-Bunkering.

Betalinger til Bunker Holding

Bunker Holding har over for retten argumenteret for et forbud mod, at virksomheden omtales offentligt i forbindelse med sagen. Selskabet har blandt andet henvist til, at det ikke har nogen selvstændige driftsaktiviteter og ikke har været involveret i de handler, der indgår i sagen.

Desuden har Bunker Holding forklaret, at millionbetalingerne fra det russiske firma Maritime kun kortvarigt stod på Bunker Holdings konto. Det fremgår ikke af oplysningerne, hvorfor firmaet overhovedet fik penge fra Maritime.

Anklagemyndigheden har talt imod et navneforbud og har blandt andet henvist til at sagen har stor offentlig interesse, og at Keld Demant som ledende medarbejder i virksomheden offentligt må påtage sig et ansvar.

Bunker Holding har hovedsæde i Middelfart på Fyn, hvor firmaet deler adresse med Dan-Bunkering. Bunker Holding er verdens næststørste leverandør af brændstof til skibe og har kontorer i 31 lande.

Dan-Bunkering afviser

Dan-Bunkering blev anmeldt til Bagmandspolitiet i november 2016, efter at Udenrigsministeriet havde fået fortrolige efterretninger fra USA om virksomhedens mulige sanktionsbrud.

Bagmandspolitiet - også kendt som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - sendte sagen videre til Fyns Politi, hvor den i lang tid lå stille. I april sidste år bragte DR sagen frem, og i juli tog SØIK efterforskningen tilbage.

Ligesom Bunker Holding afviser Dan-Bunkering at have brudt EU’s sanktioner. Dan-Bunkering har erkendt at have leveret jetbrændstof til de russiske skibe, DR har omtalt, men i en mail til DR har virksomhedens advokat skrevet, at ingen af Dan-Bunkerings leveringsdokumenter havde angivet Syrien som slut-destination.

Ingen af de sigtede er tiltalt eller dømt i sagen.

Det var DR og Jysk Fynske Medier, der kærede navneforbuddet fra Odense Byret til landsretten.

Artiklen er opdateret med en kommentar fra Keld Demant, der er administrerende direktør i Bunker Holding og bestyrelsesformand i Dan-Bunkering.