Nazi-anklagen, der hænger ved

Medierne anklagede Henrik Gade Jensen for at have "Nazi-forbindelser". Í aftenens afsnit af dokumentarserien 'Hængt ud på forsiden', fortæller han hele sin historie om det skæbnesvangre døgn.

I dag er det næste ni år siden, Henrik Gade Jensen i en artikel i Dagbladet Information blev hængt ud som havende "Nazi-forbindelser". Men trods avisen senere trak anklagen tilbage, føler den tidligere presserådgiver for daværende kirkeminister Tove Fergo (V) sig ikke renset.

- Du kan aldrig vinde en injuriesag. Det vil altid klistre til dig. Mange år efter den sag, hvis jeg Googlede mit navn, så væltede det ud igen alt sammen. Så du vinder aldrig noget, siger Henrik Gade Jensen.

Han er hovedperson i aftenens afsnit af dokumentarserien 'Hængt ud på forsiden', hvor han fortæller hele sin historie om det skæbnesvangre døgn, hvor den falske anklage kørte i rundklang i næsten alle medier - med det resultat, at Henrik Gade Jensen var nødt til at forlade sit job med øjeblikkelig virkning.

Samtidig fortæller han om de store personlige følger, det havde for ham selv og familien, både psykisk - blandt andet gik hans kone ned med langvarig stress på grund af den voldsomme medieomtale - og i form af lang tids arbejdsløshed for hans eget vedkommende.

- Det er jo enormt hårdt sådan noget. Man kan sige, jeg har altid følt mig skyldig, fortæller Henrik Gade Jensen.

Karaktermord

For Henrik Gade Jensen begynder det fatale døgn, da Dagbladet Information i november 2003 bringer artiklen "Højre-ekstremist er spindoktor for Tove Fergo", hvori Gade Jensen blandt andet beskyldes for at have "forbindelser til nazi-kredse" og have "rost en SS-officers synspunkter".

Men det viser sig senere, at avisen slet ikke kan dokumentere sine anklager og samtidig har manipuleret så meget med citater og kilder, at artiklen samlet set fremstår som det, én af landets førende medieeksperter kalder "et karaktermord":

- Det er et udtryk for det, man kalder kampagnejournalistik, en hetz eller et karaktermord, dvs. når medierne sætter sig for at beskrive en person eller en sag uhyre ensidigt, siger Mark Blach-Ørsten, der er lektor i journalistik og samtidig leder RUCs journalistik-uddannelse.

Et skæbnesvangert døgn

Men det betyder desværre meget lidt for Henrik Gade Jensen den dag i november 2003, for Informations forsidehistorie bliver hurtigt viderebragt i mange andre landsdækkende medier - ikke mindst TV2, der kører den i alle deres morgennyheder.

Sagen bliver et så varmt emne den dag, at også statsministeren blev draget ind i den, da han på et pressemøde bliver spurgt, hvordan han har det med anklagen om, at der skulle være en ansat i regeringen, der har forbindelser til nazistiske kredse.

- Så bliver jeg klar over, at sagen får langt mere momentum, end jeg først havde forventet eller frygtet. Tænk hvis sådan noget kommer til udlandet, hvor meget det egentligt kan skade Danmark?, spørger Henrik Gade Jensen om den dråbe, der får bægeret til at flyde over.

Straks derefter vælger han at sige sin stilling op i kirkeministeriet. Han vil ikke skade regeringen.

Henrik Bo Nielsen, der dengang var direktør for Information fortæller i 'Hængt ud på forsiden' om stemningen på Informations redaktion den dag: 

- Der var et klart element af: der fik vi ham! Altså, der kan man se, selvfølgelig måtte han gå af. Sådan går det, når man leger med ilden.

Kilder trækker tilbage

Men Henrik Gade Jensen beslutter sig kort efter sin fratrædelse for at kæmpe for at få renselse. Han hyrer en advokat, som truer alle, der har været med til at forbinde ham nazisme, med en retssag, hvis de ikke trækker deres udtalelser tilbage.

Og det får hurtigt samtlige kilder til den oprindelige anklage til at trække i land, og efter flere måneders juridisk tovtrækkeri må også TV2 og Information indse, at deres historie ikke holder. 

- Den erkendelse kommer jo i samråd med vores advokat, at de byggeklodser og citater, der ligesom er tilbage i posen, ville ikke være nok til, at denne her sag holder hele vejen (…) Altså, når man kigger på hvad vi dengang skrev, og hvad der så var kød på af citater og referencer, så er jeg ikke særlig imponeret. Det er en journalistik, der er strammet ud over enhver rimelighed, indrømmer Henrik Bo Nielsen, der ni måneder efter Informations artikel indgår forlig med Henrik Gade Jensen.

Avisen bringer et dementi på forsiden og betaler 60.000 kr. til Henrik Gade Jensen. Omtrent samtidig indgår TV2 også forlig, bringer en beklagelse og betaler et hemmeligholdt beløb til Henrik Gade Jensen.

Femte afsnit af dokumentarserien 'Hængt ud på forsiden' med Henrik Gade Jensen bliver sendt mandag den 29. oktober klokken 20.00 på DR1.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk