Nazi-indlæg på Louise Freverts hjemmeside

Indtil i aftes bød Louise Freverts hjemmeside på ny hetz mod muslimer i Danmark. Danske nazister har i sidens debatforum skrevet indlæg, der roser Frevert og angriber muslimer.

Louise Frevert fra Dansk Folkeparti har lukket sit debatforum, fordi nazister i flere indlæg angreb muslimer og indvandrere. (© DR)

Der har været nye fremmedfjendske og racistiske indlæg på Louise Freverts hjemmeside, som hun selv overtog det fulde ansvar for i lørdags.

Sagen er en stor belastning for Louise Frevert og Dansk Folkeparti, som i aftes besluttede, at Louise Frevert tager orlov fra Folketinget indtil 15. november.

På Freverts hjemmeside har man ind til i går i et debatforum kunnet læse flere indlæg fra danske nazister, der opfordrer folk til at bakke op om Jonni Hansens nazistparti DNSB, oplyser Radioavisen.

Andre indlæg omtaler muslimer som samfundsnassere og opfordrer til kamp for "et grønt Danmark for hvide mennesker", lige som Freverts modstandere beskrives som "landsforrædere".

Ærgrer sig over forsømmelighed

I lørdags sagde Frevert, at hun fremover personligt vil tage sig af hjemmesiden.

- Jeg beklager og ærgrer mig over den forsømmelighed, jeg har udvist ved ikke selv at kontrollere, hvad der forekommer på min hjemmeside. Det har været sjusket - og det har jeg lært af, sagde hun.

To dage senere oprettede Louise Frevert så det debatforum, der i dag er fyldt med indlæg fra blandt andet de danske nazister.

Har lukket debatten

Efter Radioavisens henvendelse har Louise Frevert lukket sine debatsider.

- Jeg kan ikke have det, for jeg vil ikke sættes sammen med nazister, siger hun.

Frevert mener ikke, at hun kan være ansvarlig for hvad andre siger på hendes hjemmeside. Men det mener man, at hun er, hos Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racediskrimination.

- Hun har givet mulighed for at folk anonymt kunne skrive ind, og dermed hænger hun på ansvaret, siger centerleder Niels Erik Hansen.

Flash

FacebookTwitter