Naziplakater sat op på Århus Rådhus

Ukendte gerningsmænd klistrede i nat plakater op med hagekors og overskriften "Smid Wammen ud af byen".

Plakat klistret på indgangsdøren til Århus Rådhus

Ukendte gerningsmænd klistrede i nat nazistiske plakater op på Århus Rådhus med krav om at få borgmester Nicolai Wammen ud af byen.

Det er røde plakater med teksten "Smid Wammen ud af byen" - over et hagekors og et telefonnummer til Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Plakaterne blev klistret op på indgangsdørene til rådhuset. Når det sker nu, kan det hænge sammen med et arrangement mod racisme og vold i Århus i dag.

Fodboldfans og borgere fra Århus og Randers mødes på Rådhuspladsen, hvor Nicolai Wammen vil holde tale, inden de går i optog til superligakamp på stadion mellem AGF og Randers.

Kommunen har meldt hærværket til politiet.

Byrådsmedlem Kristian Würtz sad på rådhuset og arbejdede sent i aftes, mens de nazistiske plakater blev sat op. Han er rystet over at møde nazisternes had til borgmesteren.