Nazister deler propaganda ud i hele landet

Henover påsken har nazister delt propaganda ud i mindst syv områder i Danmark. Mere end 2.100 nazistiske løbesedler er distribueret.

"Danmark - Vågn op", "Multietnisk - Nej tak" og "Danmark for danskerne". Sådanne budskaber har tusinder af danskere i påsken fået gennem brevsprækken.

Danske nazister har påsken igennem haft travlt med at fylde folks postkasser med nazistisk propaganda, og i alt har de danske nazister uddelt mere end 2.100 løbesedler i syv områder i Danmark.

Århus hårdt ramt

Det skriver nazisterne på deres egen hjemmeside, og de højreekstreme aktivister har været i gang på begge sider af Storebælt, kan man læse. Især på Århus-egnen har nazisterne været flittige, og blandt andre har byrådskandidat for Radikale Venstre, Søren Højlund Carlsen, fundet nazistiske løbesedler i sin postkasse.

- Det er helt uacceptabelt, at almindelige borgere skal lægge postkasse til sådan noget svineri - rent ud sagt. Det er grænseoverskridende, og jeg føler mig krænket på min private sfære. De kan holde deres propaganda og ulækre holdninger fra min postkasse og vores by, siger han til Århus Stiftstidendes netavis.

De danske nazister har været på besøg i Hasselager, Viby J og Århus C. og V. Men også det sydlige Jylland har haft besøg af højreekstreme aktivister, der 9. april uddelte mere end 350 løbesedler i Vojens.

På besøg i København og Kastrup

Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse har hovedsæde i Hundige syd for København, og de danske nazister har da også været på togt i hovedstaden. Både postkasser i det indre København og i Amager-bydelen Kastrup er blevet fyldt med nazi-propaganda.

Og for Søren Højlund Carlsen i Århus er det ikke i orden.

- Mere overordnet er mit budskab som politiker, at DNSB skal skride ad H til - rent ud sagt. Og det tror jeg også, at det etablerede politiske system mener, siger han til Århus Stiftstidendes netavis.

Ikke første gang

Danske nazister har flere gange tidligere været ude at sprede deres budskaber rundt om i landet. Senest skete det for fjorten dage siden, da byer som Næstved og Vordingborg på Sydsjælland fik besøg af nazisterne.