En heksejagt på udlændinge er indledt i Nordjylland, hvor et stort antal flygtninge og indvandrere gennem et par måneder er blevet truet af nazister, skriver MetroXpress.
I trusselsbreve, som er sendt til folk med indvandrernavne, bliver udlændingene advaret om, at brevene er en sidste påmindelse om at forlade landet, før "krigen mod bastarderne" begynder.
En af dem, der har modtaget brevene fortæller til Radioavisen, at politiet ikke ville modtage hans anmeldelse.
- Politiet sagde, at jeg bare skulle arkivere det lodret i skraldespanden, fordi der er ved at køre en sag, fortæller han, som ønsker at være anonym, til Radioavisen. Nervøsiteten må ikke få magtenEn anden brevmodtager fortæller:
- Det er en ekstremt ubehagelig situation. Jeg føler mig forfulgt, men har samtidig besluttet ikke at lade nervøsiteten få magten, siger en mand, der har fået to breve med det truende budskab. Med brevene fulgte billeder af nazisterne Adolf Hitler og Rudolf Hess.
Ifølge chefkriminalinspektør Aage Nørgaard Jensen, Aalborg Politi, er der blevet anmeldt et stort antal sager, og politiet ser med megen alvor på de mange trusselsbreve.
Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, advarer mod at undervurdere situationen og tro, at det bare er nogle få tosser, der er på spil.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:533197a26187a2034cb25804
