Nedbrud har lukket vigtige it-systemer flere steder i det offentlige: 'Vi har måttet ringe i stedet...'

Et stort nedbrud hos it-virksomheden KMD har påvirket en række systemer i kommunerne og regionerne.

It-virksomheden KMD i Ballerup leverer it-systemer til den offentlige sektor (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Siden torsdag har it-systemerne i landets kommuner og regioner været hårdt ramt, efter en planlagt ændring hos den største it-leverandør til det offentlige, KMD, har skabt driftsproblemer.

Først i dag er de ved at være løst, oplyser KMD i en mail.

Over weekenden har virksomheden fået styr på langt de fleste problemer, men der er stadig et enkelt system, der endnu ikke er oppe at køre.

- Vi har oplevet driftsproblemer med en række systemer hos vores kunder efter en planlagt SAN (Storage Area Network, red.) ændring torsdag eftermiddag. Vi beklager meget overfor vores kunder, der er blevet berørt af dette, lyder det fra kommunikationsrådgiver Mads Darling.

Nødprocedurer igangsat

Et af de steder, der har været ramt, er flere af landets kommuner. Her har der blandt andet været problemer med det kommunikationssystem, der er mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner, fortæller Henrik Brix, der er formand for Foreningen af Kommunale it-chefer og it-chef i Favrskov Kommune.

- Vi har ikke kunnet bruge systemet, der sender beskeder mellem de forskellige instanser. Vi har brugt vores nødprocedurer, hvor man ringer i stedet, og det tager meget længere tid. Vi har været hårdt ramt. Jeg har ikke oplevet et så omfattende og massivt nedbrud før, siger han og fortæller, at der lørdag var styr på problemerne.

- Dog har vi opbygget en pukkel af sager, der nu skal gennemgås, men heldigvis er det ferie, så det kunne have været langt værre.

Også kommunernes sagsbehandlingssystemer og løn- og økonomisystemer har været ramt.

KMDs største kundegruppe er de 98 kommuner og fem regioner. Af flere omgange har KMD ligget i åben konflikt med offentlige myndigheder, der har købt fejlbehæftede og forsinkede it-løsninger af koncernen.

Facebook
Twitter