Nedlagt skole i Greve er i brand: Politiet advarer om voldsom røg

Lige nu er det svært at bremse branden, siger beredskabsdirektør.

Flammer og røg står op fra en nedlagt skolebygning i Greve, der er brudt i brand.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men politiet beder borgere i nærheden om at søge indenfor og holde vinduer lukket, indtil røgudviklingen er stoppet.

- Beboere i området skal gå indenfor, lukke døre og vinduer, standse ventilation. Alle skal holde sig væk fra området. Redningsberedskab og politi arbejder på stedet, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog anmeldelsen om brand i Tjørnelyskolen på Lillevangsvej i Greve klokken 16.34.

Branden er voldsom

Beredskabsdirektør i Østsjællands beredskab, Lars Robetje, fortæller DR Nyheder, at branden har udviklet sig voldsomt de seneste timer, fordi der er hulrum i tagkonstruktionen som lader ilden løbe og sprede sig.

Lige nu er det svært for beredskabet at bremse den.

- Branden udvikler sig stadig hurtigt. Skolens konstruktion gør det svært for os, og derfor er vi nødt til at ændre taktik. Vi tror ikke på, at vi kommer til at slukke branden, så vi kommer til at bruge vores energi på at beskytte husene i nærheden i stedet, siger Lars Robetje.

Han oplyser, at beredskabet har evakueret beboere i omkringliggende huse, så de ikke er i fare, hvis branden skulle sprede sig.

Før udsat for hærværk

Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi er der tale om en bygning, der stod til nedrivning, skriver Ritzau.

Tidligere er den nedlagte skolebygning blevet udsat for hærværk, hvor gerningsmænd blandt andet har smadret ruder, oplyser politiet desuden til Ritzau.

Inden Tjørnelyskolen for over et år siden lukkede, rummede den cirka 350 elever.

Ifølge sn.dk er selve grunden, skolen ligger på, tidligere vurderet til at være omkring 20 millioner kroner værd.