Nedsmeltet plastikventil årsag til halv million tilbagekaldte Volvo-biler

6.500 danske Volvo-ejere skal have software-opdatering for at undgå motorbrand.

Volvo S90 fra produktionsårene mellem 2016 og 2017 er en af de modeller, der tilbagekaldes i forbindelse med risikoen for motorbrand. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

En ventil af plastik i indsugningen på en række af Volvos fircylindrede dieselmotorer er årsagen til, at Volvo nu må tilbagekalde 503.000 nyere biler på verdensplan.

Den kinesisk-ejede bil-division har i udlandet registreret tilfælde af brand i motorrummet og sender nu brev til blandt andre 6.500 Volvo-ejere i Danmark for at få udbedret fejlen.

- Det er en ventil, der sidder i det såkaldte indsugningsmanifold, hvor den bliver udsat for kold og varm luft. Den kan blive så overophedet, at den bryder i brand. Og derfor sender vi nu et brev ud til ejerne via Motorstyrelsen, siger pr-manager hos Volvo Car Denmark, Jan Larsen.

- Nogle af ejerne skal have en lille ombygning af motoren, mens alle får en softwareopdatering af motorstyringen, som justerer på luftgennemstrømningen.

To tegn på mulig motorbrand

Volvo i Danmark har ikke registreret motorbrande som følge af den temperaturfølsomme ventil.

- Vi har ikke oplevet det i Danmark. Og der er ingen mennesker, der er kommet til skade ved de tilfælde, der er registreret i udlandet, fastslår Jan Larsen.

Men uheldet kan være ude - især hvis man kører mange korte ture. Og der er to ting at være særligt opmærksom på, hvis man kører i en af de omfattede modeller.

- Hvis man oplever, at ens bil mister trækkraft og begynder at lugte af brændt plastik, så skal man stoppe bilen og ringe til Volvo Assistance. Man er næppe i tvivl, hvis det sker, siger Jan Larsen.

Han fortæller i samme ombæring, at der ikke er grund til at frygte en eksplosionsbrand i den forbindelse.

- Der er ikke tale om store flammer. Det er ren plastiknedsmeltning, som i allerværste fald starter en mindre, lokal brand i motorrummet.

Langsomme Volvo-ejere får en påmindelse

Helt præcis er der tale om motorer i en række modeller produceret i årene mellem 2014 og 2019, som der er solgt 6.257 biler af i Danmark, mens resten af de tilbagekaldte biler herhjemme er importeret.

Volvo sender breve ud via Motorstyrelsen, da datalovgivningen ikke tillader bilproducenten at opbevare oplysninger om kunderne.

Ejerne opfordres til at tage kontakt til en lokal volvoforhandler for at aftale tid til softwareopdatering og eventuelt motorombygning, som ventes at tage "et par timer".

- Vi sender breve ud til alle ejerne, men det er nok ikke alle, der tager det lige seriøst, så vi sørger også for at sende en reminder til dem, vi ikke hører fra, siger Jan Larsen.

Den pågældende ombygning og softwareopdatering koster ikke noget for bilejerne, understreger pr-manageren hos Volvo Car Denmark.

Facebook
Twitter