Nekrolog: Farvel Vibeke – og tak!

Vibeke Sperling er gået bort. Endnu en af de store i en generation af journalister, der snart ikke er mere.

Tidligere chefredaktør og korrespondent, Vibeke Sperling, døde i dag 72 år gammel. (Foto: BJARKE ØRSTED © (c) Scanpix)

Vibeke Sperling var kompromisløs i jagten på sine historier.

Kompromisløs, når historien skulle ud – også selvom det kostede hende et indrejseforbud til Rusland efter artikler om krænkelser af menneskerettigheder og den politiske undertrykkelse i Tjetjenien.

Og hun var engageret ud over det menneskeligt mulige som enhver, der har kendt denne ildsjæl, vil vide.

- Jamen, jeg skulle jo have min historie færdig, sagde Vibeke engang med svag stemme fra sin hospitalsseng i Moskva.

Hun havde generelt ladet sig arbejde ned under gulvbrædderne og tilmed fået en salmonella-forgiftning. Men hun ville have sin historie færdig, inden hun blev fragtet fra DR’s kontor på ”Sad Sam” til hospitalet – i en såkaldt ambulance.

Den russiske skæbne

Hans-Wilhelm Steinfeld, en nær ven og NRK’s mangeårige Ruslandskorrespondent, og jeg var næste dag taget på hospitalet for at checke Vibeke, for russiske hospitaler var – og er – ikke til at spøge med. Det var hendes heller ikke. Men det var ikke derfor Vibeke ville ud. Hun ville ud, fordi hun havde en historie, der skulle dækkes.

Det var i 1993, hvor konfrontationen mellem Boris Jeltsin og hans modstandere i det russiske parlament endte i gadekampe. Dengang Vibeke Sperling igen var draget som korrespondent til sit andet fædreland, Rusland, nu som DR’s Radiokorrespondent i de kommende fire år.

Hun kom fra P1’s Orientering og brændte efter at dække russerne og deres skæbne efter diktaturets sammenbrud. Intet optog og betog hende mere end den russiske skæbne, som hun beskrev med en indlevelse, indsigt og dyb kærlighed i bogen ”Russernes Drømme” så sent som i 2015. Hendes store bog om de russiske drømme – og vestens manglende forståelse af russernes og deres samfund.

Lang og snoet vej

Vibekes vej var lang og snoet fra Viborg Katedralskole til chefredaktør-posten på Information, korrespondent-jobbene for Information og DR i Rusland til udlandsredaktør-stillingen på Politiken.

Men der var – mindst – tre røde tråde i Vibekes tilværelse, hendes mand Lars Lauridsen, datteren Anna og hendes intense engagement for det enkelte menneskes ret til en værdig tilværelse.

Hun var del af det studenterpolitiske miljø omkring Århus i 60’erne, der talte den tyske aktivist Rudi Dutschke. Hun var politisk engageret hos venstresocialisterne. Hun skiftede politikken ud med journalistikken, blev ansat på Information – og så tog karrieren fart.

Mange år efter kunne hun tælle både Publicist-prisen og Det Berlingske Hus’ hæderspris som anerkendelser for sit arbejde.

Generøs og engageret

Jeg havde det privilegium at huse Vibeke, da hun kom til Washington D.C. i Ronald Reagans regeringstid i 80’erne – da nedtællingen til Sovjetstatens sammenbrud var begyndt.

Og det var stort at få lov til at arbejde sammen med Vibeke, da hun få år senere vendte tilbage til Moskva – altid ude på gader og stræder, altid i snak med enten babusjkaer eller politikere.

Hun var generøs. Hun var gæstfri. Hun har engageret. Hun veg aldrig tilbage for debatten og argumentationen.

Og hun vil blive dybt savnet.

Facebook
Twitter