Tema Psykisk vold

Nelle Noell udsat for psykisk vold: Jeg var helt afpillet

En kæreste manipulerede den 29-årige kvinde til at tro, at hun ikke var noget værd. Så brød hun sammen.

Din mave er for slasket. Du skal have silikonebryster. Du har det forkerte tøj på. Du er ikke god nok.

Sådan lød det fra kæresten, da den 29-årige blogger Nelle Noell levede i et forhold med psykisk vold.

Manden, som hun var dybt forelsket i, fik hendes selvværd helt i bund ved konstant at kommentere på hendes person.

Og Nelle Noell fik ikke sagt fra og trukket en grænse. Hun blev i stedet for psykisk nedbrudt.

- Han kørte et psykisk magtspil, fortæller hun.

Netop det med at trække en grænse for, hvad der er i orden opførsel i et parforhold kan være svært for unge at finde ud af. Derfor har Ligestillingsministeriet startet en kampagne, der skal sætte fokus på psykisk vold.

Han kørte et psykisk magtspil

Nelle Noell, offer for psykisk vold

Psykisk vold kan måske ikke ses med det blotte øje. Men det kan være mindst lige så skadeligt.

- Rigtig mange er ikke klar over, at de måske står i noget, som man betegner som psykisk vold, siger generalsekretær hos Bryd Tavsheden Isabella Wedendahl.

'Han havde kontrol over mit selvværd. Så han havde en større magt over mig. Jeg kom til at føle mig mindre værd og mistede rigtig meget af mig selv til sidst', fortæller Nelle Noell om kæresten, der udsatte hende for psykisk vold. (Foto: Martin Fält Hansen © DR Nyheder)

Tager mange år at komme sig

Det var tilfældet for Nelle Noell, der lod kæresten fortsætte den psykiske vold, til hun til sidst brød helt sammen.

I begyndelsen tænkte hun, at hans bemærkninger og kontrollerende adfærd var lidt mærkelig, men forelskelsen gjorde hende blind over for virkeligheden.

Hun endte med at se hans virkelighed som værende sandheden og gik fra at have det fint med sig selv, til at han fik mere og mere kontrol over hendes selvbillede.

Til sidst vidste hun ikke, hvem hun var.

- Jeg kan huske, at jeg pludselig står en vinterdag og føler mig helt afklædt, helt nøgen. Men jeg havde jo tøj på. Det var et meget godt billede på, hvordan jeg havde det indeni. De her lag, man har for at beskytte sig selv, var helt væk. Jeg var helt afpillet, fortæller hun.

I dag, fire år efter, er Nelle Noell kommet videre, selvom hun stadig har ar på sjælen.

For psykisk vold tager meget lang tid at bearbejde, fordi man skal samle sig selv op fra ingenting. Det tager rigtig mange år, mener hun.

- Der er stadig episoder, hvor jeg skal huske på, at det ikke er mig, der er forkert, men noget han sagde.

Kørt midtover

Hun ville ønske, at hun havde evnet at sige fra over for manden, som fik hende til at føle sig som ingenting.

- Jeg var forelsket og troede også, at han var forelsket i mig. Jeg havde en idé om, at han sagde de ting for at hjælpe mig. Det var først bagefter, jeg kunne se, at han havde manipuleret mig.

Det var først bagefter, jeg kunne se, at han havde manipuleret mig

Nelle Noell

Nelle Noell råder andre kvinder i lignende situationer til at være meget opmærksom på, hvor deres grænser går - og få sagt fra over for partneren i tide. Der findes ifølge hende ingen facitliste for, hvor grænsen går. Det bestemmer den enkelte krænkede helt selv.

- Det er vigtigt at mærke efter, hvornår noget ikke føles rart. Man må trække sig fra forholdet i noget tid og prøve at se det udefra, så man ikke ender med at blive kørt midtover, siger hun.

Kampagnen mod psykisk vold foregår på de sociale medier med afsæt i tre kortfilm, der viser, hvad psykisk vold kan være. Den slutter 21. januar og er en del af den nationale handlingsplan mod vold i familier og nære relationer.