Net-spørgeskema skal afsløre unges mistrivsel

Et internetspørgeskema skal afsløre mistrivsel hos børn og unge. Men man skulle hellere ansætte nogle voksne på skolerne, som har tid til at snakke med de unge, mener rådgiver Tine Bryld.

Et internetspørgeskema skal afsløre, om elever fra 5. til 10. klasse har tegn på depression eller selvmordstanker. (© Stock Exchange)

Skoler over hele landet vil snart få tilbudt et spørgeskema om trivsel til deres elever i 5. til 10 klasse.

Eleverne kan sætte sig til computeren og svare på en stak spørgsmål om ensomhed. koncentrationsbesvær og triste tanker.

Deres navn kommer ikke til at stå nogle steder, men når de har svaret på spørgsmålene vil computeren fortælle, hvis der er behov for at snakke med en læge eller psykolog.

De unges problemer opdages ikke

Skemaet er udviklet af chefpsykolog Jørn Beckmann fra Odense Universitetshospital i samarbejde med Psykiatrisk Sygehus i Hillerød.

Han siger, at metoden er nødvendig, fordi mange børn og unge går alene alt for længe og tumler med problemerne, uden at de bliver opdaget.

Meningen er altså, at de børn og unge, som har skjulte problemer bliver opdaget og opfordret til at søge hjælp.

- Ansæt hellere flere voksne, der har tid til at snakke

Chefpsykolog Karsten Hammershøj fra Pædagogisk Udviklingscenter i Rødovre tvivler på, at de unge, der har brug for hjælp, har overskud til at opsøge hjælpen, blot fordi de får besked på det via en skærm.

Tine Bryld, der i mere end 30 år har rådgivet unge, mener, at man hellere skulle ansætte nogle voksne på skolerne, som har tid til at snakke med de unge.

Facebook
Twitter