Netbutikkerne: Danske fragtpriser tvinger os til udlandet

Internethandlen rammes også af Post Danmarks nye prissystem, mener branchedirektør, som forudser konkurrence til Post Danmark i 2016.

Julehandlen på nettet er steget voldsomt i år, og overgik for første gang grænsehandlen. Det satte Post Danmark på overarbejde. Her er det distributionscentret i København kort før jul. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

Fra i morgen skal den danske befolkning vænne sig til Post Danmarks nye prissystem.

Særligt private, som ynder at sende personlige breve, kommer til at bøde for den generelle prisstigning.

Et A-brev stiger med 90 procent til 19 kroner for en forsendelse, mens B-brevet stiger med ”blot” 14 procent fra syv til otte kroner.

Men også internethandlen rammes af prisstigningen. Her er det dog endnu uvist, hvor hårdt det nye prissystem går ud over forsendelsesprisen.

- Der er altid portostigninger, men i år er det mere uklart, hvordan det rammer, fordi mange har en særaftale med Post Danmark om priser, siger Niels Ralund, der er direktør for Foreningen for Dansk Internet Handel.

- Mens priserne er helt ud i hampen for A og B-breve, er det positivt for vores medlemmer, at der bliver et nyt vægtberegningssystem. Vægtklasserne bliver mere specifikke, og det betyder, at mange forretninger vil spare på forsendelsen, fortsætter Niels Ralund, som tror, der bliver tale om en generel prisstigning for hans medlemmer på to-tre procent.

Men fragtpriserne i Danmark er for høje, mener han. Det betyder, at mange af branchens medlemmer søger til udlandet for at finde lagerplads, fortæller Niels Ralund.

- Realiteten er, at vi har ekstremt høje fragtpriser i Danmark. Det betyder, at mange overvejer at flytte deres lager til Tyskland eller Sverige.

Foreningen ser stor optimisme hos netbutikkerne, hvor 80 procent af butikkerne forventer at fordoble antallet af pakker i løbet af de næste tre år.

Men hovedåren til forbrugerne forbliver ikke nødvendigvis Post Danmark, mener Niels Ralund:

- Vi hylder konkurrence og hilser den velkommen på fragt-markedet. Vi ser allerede tiltag på vej.

Blandt andre milliardær og Bestseller-ejer Anders Holch har lanceret sin egen platform for fragt, som Niels Ralund spår gode vækstbetingelser.

- Han prøver at bruge sin power til at tage pakker med for andre. Jeg tror, vi står overfor en logistisk krigsskueplads i 2016. Også med Amazons entré på markedet, som har fragt som hovedfokus, siger branchedirektøren.