Nets' udskældte gebyrer på donationer kan sagtens fjernes

Man kan godt forestille sig, at Nets kan fjerne gebyrer på donationer og stadig beholde monopol, vurderer økonom.

Nets får kritik af blandt andre Red Barnet for det gebyr, der opkræves på donationer til velgørenhed. Generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen mener, at betalingsselskabet æder penge, der kunne være brugt på sårbare børn i ind- og udland. (Foto: handout © Scanpix)

Donationer til udsatte børn giver Nets 4,32 kroner i kassen. Pr. gang.

Og det har bragt giganten i modvind, og derfor er det absolut ikke utænkeligt, at Nets vil reducere eller helt fjerne gebyret.

Det vurderer investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen, der i mange år har fulgt betalingsselskabet, der står bag Dankort, NemID og Betalingsservice.

- For Nets vil det være en relativ billig indrømmelse at justere på gebyrerne, hvis det betyder, at det kan fjerne politisk fokus på, at Nets de facto har monopol betalinger i dag, siger han.

Gennem de seneste uger er Nets blevet kritiseret af hjælpeorganisationerne Red Barnet og Børns Vilkår. Lige nu går der nemlig 4,32 kroner direkte ned i Nets' pengekasse, hver gang donorer betaler penge til organisationerne via Betalingsservice

Penge, som organisationerne mener, i stedet burde gå direkte til at hjælpe udsatte børn.

Lover lavere omkostninger

Red Barnet vil have politikerne til at gribe ind og regulere, hvis der ikke snart sker noget med størrelsen på gebyrerne. Og det pres kan få Nets til at give organisationerne deres vilje.

- Det her kan havne i en noget for noget situation, hvor der kommer et politisk pres på Nets om, at hvis man skal blive ved med at lave en positiv forskelsbehandling af Nets og Dankortet, så skal selskabet gøre noget ved gebyrerne, siger Per Hansen.

Nets har ikke ønsket at stille op til interview.

Pressechef Søren Winge understreger dog, at Nets allerede i dag har en ordning med Isobro, der er paraplyorganisation for 190 indsamlingsorganisationer.

- Vi har gennem længere tid været i dialog med Isobro for at finde en måde, hvorpå vi kan lette omkostningerne for deres medlemmer. Vi har derfor allerede givet lovning på lavere omkostninger i 2019 og 2020, og vi undersøger muligheden for yderligere omkostningsreduktioner, skriver pressechefen i en mail til DR Nyheder.

Nets kan styre den samlede regning

Det er langt fra kun på donationer til velgørende formål, at Nets tager et gebyr.

Det sker faktisk hver gang, man betaler en regning via Betalingsservice. Og det er langt fra noget nyt, fortæller Per Hansen.

- Nets tager relativt høje gebyrer på alle transaktioner. Nets er omdrejningspunkt for betalinger i Danmark - og derfor kan virksomheden mere eller mindre styre, hvad den samlede regning skal være.

Ifølge B.T. har Nets' gebyr pr. betaling været det samme de seneste 12 år. Og det er på trods af, antallet af transaktioner er steget, fortæller Per Hansen.

- Antallet af transaktioner er steget betragteligt, men gebyrerne er de samme. Derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved, om konkurrencen i branchen er tilstrækkelig?

- Det er ikke en branche i ligevægt, hvor flere udbydere kan presse hinanden og holde prisen nede - og som situationen er nu, gavner det kun monopolisten, siger Per Hansen.

Nets pressechef Søren Winge forklarede i maj til B.T., at selskabet har omkostninger til blandt andet banker og e-Boks i forbindelse med at drive Betalingsservice.

Han erkender dog ifølge B.T., at gebyrerne er en indtægtskilde.

Facebook
Twitter