En gruppe klimaaktivister trængte lørdag morgen ind på Nordjyllandsværket i Aalborg for at blokere for tilførsel af kul til værket.
Ni personer er anholdt, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi ved 9.30-tiden.
Klimaaktivisterne skriver i en pressemeddelelse, at de kravlede over hegnet til kraftværket lørdag morgen klokken 7.45. Deres hensigt var at blokere det transportbånd, der fører kul ind til værkets kedler.
Aktivisterne låste sig fast til transportbåndene og kræver værket lukket, skriver de.
Havde soveposer og mad med
De er utilfredse med, at Aalborg Kommune, der driver værket, planlægger at fyre med kul helt frem til 2028.
- Klimaet kan ikke vente på nølende politikere, skriver aktivisterne.
Det fremgår, at aktivisterne fra gruppen Klimakollektivet havde taget soveposer, mad og vand med for at overnatte på værket, men allerede ved 9.30 tider var de ni aktivister blevet anholdt.
Politiet har endnu ikke oplyst, hvad de eventuelt vil blive sigtet for.
/ritzau/