Ni beboere med coronavirus er døde på samme plejehjem

Borgmesteren i Vallensbæk Kommune fortæller, at det seneste dødsfald skete i morges.

17 personer heriblandt flere ansatte har været smittet med coronavirus på plejehjem i Vallensbæk. (Arkivfoto) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Plejehjemmet Højstruphave i Vallensbæk har siden marts været hårdt ramt af coronavirus, og i alt har ni smittede beboere mistet livet.

Det bekræfter Henrik Rasmussen (K), der er borgmester i kommunen.

- Det er meget trist, og det har været en hård periode, siger han.

Plejehjemmet har 36 boliger, og dermed er der tale om, at en fjerdedel af beboerne er døde.

Regionalmediet Sjællandske skriver, at det var i midten af marts, at man kunne konstatere, at virusset spredte sig på plejehjemmet. Man har siden forsøgt sig med en lang række initiativer for at dæmme op for virusset.

I alt 17 personer blev smittet, heriblandt flere medarbejdere.

- Jeg synes, at vi har taget de fornødne forholdsregler, og vi har fulgt Sundhedsstyrelsens vejledninger og lidt til for at få kontrol over situationen, men det har ikke været nemt. Det har ikke været en morsom opgave.

Dødsfald nummer ni skete i morges. Borgmesteren understreger, at det er ni for mange, men at man håber, at der nu er styr på situationen, da kun én på plejehjemmet er smittet.

- 7-9-13, siger Henrik Rasmussen.

12 dødsfald på københavnsk plejehjem

I fredags kunne Københavns Kommune oplyse, at 12 beboere på plejehjemmet Sølund havde mistet livet. Alle var smittet med coronavirus.

Beboerne var blevet smittet i perioden fra 17. marts til og med 16. april.

Det seneste dødsfald blev registreret den 11. april.

Plejecenter Sølund er det største af sin slags i Københavns Kommune.

Statens Serum Institut har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at der ikke findes et overblik over, hvor mange plejehjem der er ramt af smitte med coronavirus, som særligt ældre og kronisk syge er særligt sårbare overfor.

Facebook
Twitter