Ni lange straffe for æresdrabet på Ghazala

Ghazala Khans far fik livsvarigt fængsel som manden bag drabet på sin datter. Broderen, der affyrede skudene, fik samtidigt 16 års fængsel, mens de syv øvrige dømte fik i alt 88 års fængsel og to udvisningsdomme.

Ghazala Khans far er blevet idømt livsvarigt fængsel for drabet på datteren. Broderen og to onkler fik hver 16 års fængsel af Østre Landsret. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Der var lange straffe til hele familien bag æresdrabet på den 18-årige Ghazala Khan.

Det var Ghazalas bror, Akhtar Abbas, der skød hende og hendes mand foran banegården i Slagelse i september sidste år. Han blev idømt 16 års fængsel.

Hårdest straf til bagmanden

Men det var faren, Ghulam Abbas, der som bagmand fik den hårdeste straf: Livsvarigt fængsel.

Ifølge landsretten planlagde faren koldt og kynisk at få sin familie til at dræbe sin egen datter.

- Derudover fortsatte faren med at sende mordpatruljer ud på sygehuse for at finde Ghazalas ægtemand og ombringe ham, da det ikke lykkedes at dræbe ham i første omgang. Landsretten mente, at han forsøgte at gøre arbejdet færdig, rapporterer DR Nyheders Claus Buhr.

Livsvarigt fængsel og otte til 16 års fængsel

Foruden livstidsstraffen til faren og de 16 års fængsel til broren, fik to onkler også hver 16 års fængsel af Østre Landsret, fordi de havde spillet en meget aktiv rolle med at planlægge og udføre drabet og drabsforsøget, forklarede retsformanden.

Resten af Ghalazalas familie - en tante og fætter - blev idømt 14 års fængsel for at deltaget i drabet på den 18-årige kvinde samt drabsforsøget på hendes nygifte mand.

QuickVote: Æresdrabsafstemning

Endelig blev tre bekendte og venner af familien straffet med otte og ti års fængsel for deres rolle i æresdrabet.

Udvisning og en millionerstatning

Tanten og fætteren blev desuden udvist fra Danmark for altid. Også selv om tanten har fire børn under 18 år.

Desuden skal de ni dømte tilsammen betale næsten en million kroner til Ghazalas efterladte mand, Emal Khan.

Du kan læse om dommene for hver af de dømte i faktaboksen nederst i denne artikel.

Anker dommene

Anklageren havde krævet livstidsstraf til alle seks familiemedlemmer og mindst ti års fængsel til de tre øvrige.

Men selvom straffene ikke blev helt så hårde, valgte alle på nær en ven til broren, at anke dommene til Højesteret med det samme.

Ifølge forsvarer Kristian Baagø er straffene nemlig alt for hårde.

I Højesteret tager man normalt ikke stilling til skyldsspørgsmålet, men alene til straffenes længder. Kun hvis man mener, der er sket en fejl under retssagen, kan skyldsspørgsmålet tages op igen.

Enighed om de fleste domme

I landsretten var de 12 nævninge og de tre dommere med deres tolv stemmer enige om de fleste af straffene. Kun for tre af de dømtes vedkommende var der uenighed om straffens længde.

For Ghazalas brors vedkommende var der 16 stemmer for at idømme ham 16 års fængsel, mens et mindretal på otte stemmer mente, at han skulle straffes med livstid, sådan som anklagemyndigheden havde krævet.

Et flertal med 19 stemmer gav tanten - Perveen Khan - 14 års fængsel, men tre stemmer gik på 16 års fængsel, og to stemmer mente, at 15 års fængsel var passende.

Vennen af familien - Ghulam Ahmed - slap næstbilligst med 10 års fængsel. Her var der en stemme, der var uenig i den beslutning og mente, at han skulle have haft 12 års fængsel.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532d8e596187a20a446ce13ehttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532d8e596187a20a446ce141

Facebook
Twitter