Ni ud af 10: Vi har oplevet at mobilen gør folk fraværende

Langt de fleste mener ifølge en ny meningsmåling, at danskerne bruger for meget tid på deres smartphone.

I en ny meningsmåling erkender hver anden, at de selv kan virke fraværende i sociale sammenhænge på grund af deres smartphone. (Foto: Dr)

Har du oplevet, at den person, du er sammen med, pludselig virker fraværende, fordi vedkommende lige skal tjekke noget på mobilen?

Chancen for at du svarer ja, er ret stor.

For i en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR Nyheder, svarer mere end ni ud af 10, at de har oplevet netop det.

Og af dem svarer otte ud af 10, at de bliver irriterede over det.

Tallene viser ifølge psykolog Morten Fenger, at smartphonen kan forringe ens sociale relationer.

- Jo mere du er på smartphonen, jo mindre er du til stede i den virkelige verden. Så du betaler en pris for det, siger Morten Fenger, der forsker i mobilvaner på Aarhus Universitet.

Ups.. vi gør det også selv

Flere af de adspurgte erkender, at de også selv kan virke fraværende på grund af mobilen. Hver anden svarer ja til det i meningsmålingen.

Ingen af de adspurgte mener, at danskerne bruger for lidt tid på smartphonen. Tværtimod mener knap 80 procent, at danskerne bruger for meget tid med telefonen i hånden.

- Det betyder egentlig, at vores relationer bliver fortyndet. Hvis du sidder med din smartphone oppe foran dit ansigt, kan jeg ikke længere snakke med dig, og så kan jeg ikke længere være i empatisk forbindelse med dig, siger psykolog Morten Fenger.

I meningsmålingen er 1006 danskere blevet spurgt om deres mobilvaner.

Fakta om undersøgelsen

  • Den er udarbejdet på baggrund af 1.006 interviews med danskere på 18 år og derover, som har en smartphone.

  • Interviewene er indsamlet som telefoninterviews i perioden 20.-30. november 2015

  • Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/- 3,1 procentpoint

  • Du kan se undersøgelsens resultater her.

Facebook
Twitter